Arkivalieronline - kirkebøger og folketællinger døgnet rundt

Statens Arkiver stiller kirkebøger og folketællinger til rådighed online på internettet. Her kan du uafhængigt af læsesalenes åbningstider og hjemme fra din egen pc benytte de digitaliserede arkivalier. Servicen er gratis.

Arkivalier på internettet

Folketællinger og kirkebøger er de vigtigste kilder til slægtsforskning. På hjemmesiden Arkivalieronline kan du se skanninger, altså digitale billeder, af originale folketællinger og kirkebøger. Du kan ikke lave søgninger i de indskannede arkivalier på Arkivalieronline.

Du må lede efter personer i de digitaliserede arkivalier, på samme måde som du leder efter dem i de originale arkivalier. Det betyder at du, præcis som hvis du kiggede i det originale materiale, skal læse håndskrift og kende nogle informationer på forhånd.

  

Vil du bruge kirkebøger, skal du vide:

  • hvilket sogn, den kirkelige handling foregik i 
  • hvornår, den kirkelige handling foregik  

Vil du bruge folketællinger, skal du kende:

  • adressen, personen boede på 
  • hvornår han/hun boede der 

Læs mere om hvordan du bruger folketællinger og kirkebøger: 

Folketællinger - en vejledning
Kirkebøger - en vejledning

Hvorfor digitalisere?

Folketællinger og kirkebøger er de hyppigst benyttede arkivalier i Statens Arkivers samlinger. Derfor er de blevet digitaliseret. Fordelene er, at:

  • alle kan se dem uanset tidspunkt og hvor i verden, de befinder sig
  • de originale arkivalier ikke bliver slidt, men kan bevares for eftertiden   

Hvad finder du på Arkivalieronline?

Kirkebøgernes startår er forskellige for de enkelte sogne, da de ældste bøger kan være gået til grunde. Den første folketælling på Arkivalieronline er fra 1787.

Statens Arkiver arbejder på at kunne stille endnu flere digitaliserede arkivalier til rådighed over internettet. På Arkivalieronline finder du præcise fortegnelser over hvilke folketællinger og kirkebøger, der på nuværende tidspunkt er digitaliseret.

 

Gå til Arkivalieronline