Landsarkivets samlinger skal benyttes på læsesalen. Alle har adgang til læsesalen, og det er gratis at benytte samlingerne. Når du kommer ind på læsesalen, skal du skrive dig ind i en besøgsprotokol, som ligger på skranken. Hvis det er første gang, du kommer på læsesalen, skal du udfylde en særlig blanket for førstegangsbrugere.
Ved skranken sidder en læsesalsvagt, der kan hjælpe med konkrete arkivspørgsmål.
Læsesalen er indrettet med 32 pladser, hvoraf otte udelukkende er beregnet til at arbejde med mikrokort. Plads 1 og 2 er forbeholdt arkivbrugere, der skal se kort og tegninger i stort format. Der er desuden et forskerrum, som kan benyttes efter aftale med læsesalsvagten.
Hver læsesalsplads har et nummer, som skal benyttes ved bestilling af arkivalier.
Ved alle pladser er der stik til bærbare computere. Endvidere findes der på læsesalen læseapparater til rullefilm samt en readerprinter til kopi af både mikrofilmkort og rullefilm. Endelig findes der en computer med internetadgang, som du frit kan benytte til at lave opslag på arkivrelevante hjemmesider og i databaser, herunder Statens Arkivers arkivdatabase Daisy.
Der er trådløst netværk på alle Statens Arkivers læsesale, og du er velkommen til at benytte det med din bærbare computer.
I foyeren er opstillet en kopimaskine, hvor du har mulighed for at fotokopiere mod betaling.
Derudover er der mulighed for at bestille kopier/scanninger blandt andet af indbundne arkivalier. Kopiarbejdet udføres mod betaling.
Du kan også selv tage fotos af arkivalier. Fotografering kan finde sted i begrænset omfang, typisk i form af enkelte arkivaliestykker (dokumenter, kort, tegninger) eller enkeltopslag i protokoller. Tilladelse til fotokopiering og fotografering skal indhentes ved personlig henvendelse til læsesalsvagten.
Bemærk, at der for arkivalier, som ikke er umiddelbart tilgængelige, kan gælde særlige regler for kopiering.
På læsesalen er opstillet fotokopier af ældre sønderjyske kirkebøger, registre til skyld- og panteprotokoller, registre til grundbøger og grundakter samt slesvigske folketællinger.
I mikrokortlæsesalen er opstillet mikrokort af alle bevarede kirkebøger frem til ca. 1891 for hele landet, tilgængelige folketællinger på mikrokort fra hele landet samt slesvigske folketællinger på mikrokort og mikrofilm.
I tilknytning til læsesalen er der et selvbetjeningsmagasin med tilgængelige sønderjyske kirkebøger samt personregistre fra slutningen af 1800-tallet og frem.
Desuden står der i selvbetjeningsmagasinet navneregistre til kirkebøger og personregistre samt en manuskriptsamling indeholdende slægtshistoriske optegnelser m.m.
Hvis du ønsker at benytte det her nævnte materiale, skal du selv tage det selv frem og sætte det på plads efter brug. Generelt gælder, at du kun må fremtage en pakke, en protokol, en filmrulle eller en mappe med mikrokort ad gangen. Selvekspedition finder sted indtil 15 minutter før lukketid.
Ønsker du at benytte arkivalier, der er placeret i magasin, skal du udfylde en bestillingsseddel på arkivets læsesal. Læsesalspersonalet ekspederer efterfølgende materialet.
Du kan også bestille arkivalier på forhånd ved at benytte den elektroniske bestillingsseddel.
Der modtages ikke telefoniske bestillinger.
Bestillinger ekspederes som hovedregel senest to dage efter, de er modtaget. Du kan reservere de fleste arkivalier fra magasin til benyttelse i mere end én åbningsdag ved at udfylde en særlig reservationsblanket med dags dato.
Reservationsblanketter fås ved henvendelse ved læsesalsvagten.
Arkivalier kan reserveres i op til 30 dage fra sidste benyttelsesdato. Der gælder særlige regler for arkivalier indlånt fra andre arkiver. Undtaget fra reservation er materiale opstillet til selvekspedition. Færdigbenyttede arkivalier skal afleveres på vogne opstillet på læsesalen.