8. Hvordan udformes rigsvåbenet?

Klik på illustrationerne for at se dem i stort format.

50-øre udmøntet siden 1989 med en stor krone på forsiden tegnet af Johan Alkjær og modelleret af Jan Petersen.

Kontrapunkts version af rigsvåbenet som del af Udenrigsministeriets designprogram.

Kronen tegnet af Thomas Havning.

Kronen tegnet af Gunnar Biilmann Petersen.

Kronen tegnet af Ole Søndergaard.

Krone tegnet 1992 af Bo Linnemann, Kontrapunkt, for Nationalmuseet. Fligene under bøjlerne er antydet. Gult og rødt er de oldenborgske farver.

Krone tegnet af Erik Jerichau for Landbrugs- og Fiskeriministeriet, 1995. Kronen får sin danske karakter ved kløverbladskorset, bøjlernes linieføring og de store palmetter.

Erik Ellegaard Frederiksens kronede symbol for Vejdirektoratet. Der er bevidst valgt en stærk forenkling af kronen, for at den kan fremtræde med samme karakter som figurer på færdselstavlerne.

Det danske rigsvåben har gennem tiderne været gengivet i vekslende stilarter og i forskellige skjoldformer.

Det konstante element er de tre kronede løver omgivet af ni hjerter, der principielt skal fremtræde med de farver, der er nævnt i 5. Valdemarernes våben.

I mange sammenhænge lader det sig dog ikke gøre at gengive våbenet i farver. Det gælder fx i segl og på mønter.

Hvor der er tale om rent grafiske gengivelser i trykt form, vil det ikke altid være naturligt at anvende våbenets farver. I sådanne tilfælde er det alene figurindholdet og kronens form, som kan føre tanken hen på Danmark.

Farver

Bruges der, fx i en tryksag, flere farver, skal alle våbenets bestanddele fremtræde med deres rette farver. Eller hele våbenet kan gengives i én af de farver, der i øvrigt er anvendt i sammenhængen. I modsat fald vil våbenet kunne misforstås eller endog forveksles med et andet lands våben og således stride mod det, der er heraldikkens egentlige formål, nemlig at være et middel til identifikation.

Komposition og stil

Kompositionen af skjold, figurer og krone skal udgøre en stilistisk helhed. Udformningen må endvidere tage hensyn til den reproduktionsteknik, der anvendes, og være afpasset den størrelse, hvori våben og krone skal vises.

Skjoldformen skal passe til kronens stil. De spidse skjolde fra heraldikkens tidlige periode kan vanskeligt bruges i den forbindelse, fordi bøjlekronen tilhører en senere tid. Afrundede, lidt brede skjolde vil med fordel kunne benyttes, når våbenskjoldet skal gengives med krone. Ved at vælge en sådan skjoldform undgås det, at den nederste løve bliver væsentligt mindre end de to andre. Men i øvrigt må et våbens figurer underordnes en given skjoldform eller andre former for indramning.

I en uniformsknap eller en mønt, hvor løverne gengives uden skjold, udformes løverne sådan, at de fylder den cirkulære flade ud. Derved bliver den øverste og den nederste løve nødvendigvis mindre end den midterste. Der er en meget lang tradition i heraldikken for dette.

Gengives løver og hjerter på rektangulære flader eller helt frit, placeres de stadig over hinanden og proportioneres efter de rumlige forhold.

Løver og hjerter

I skjold skal de tre løver ikke fremtræde som nøjagtige gentagelser af én løve, hverken hvad størrelse eller enkeltheder angår.

Løvernes ben, kløer og haler og hjerterne udformes og placeres på en sådan måde, at skjoldfladen dækkes mest muligt. Figurerne skal samtidig være i indbyrdes balance.

Løverne vises med åbent gab og lang udstrakt tunge. Kronerne på deres hoveder er åbne. Forbenene er strakt frem. Højre bagben vender fremad, venstre bagud. Det er normalt, at der kun ses fire kløer på hver pote. Halen er lang og med stor dusk.

Hjerterne kan tegnes som traditionelle hjerter eller formgives med et bredt indsnit foroven, hvorved figuren får lighed med det heraldiske søblad.

De ni hjerter placeres i forhold til hver af de tre løver med ét mellem forbenene, ét bag det venstre bagben og ét over ryggen.

Kronen

For at være korrekt må en gengivelse af kronen i det væsentlige afspejle den fysiske krones træk. Helhedsindtrykket skal svare til den virkelige krone.

Til illustration heraf gengives Thomas Havnings naturalistiske tegning af Rosenborgkronen, Gunnar Biilmann Petersens version, der tidligere brugtes af Post- og Telegrafvæsenet, og Ole Søndergaards version, som P & T har brugt. Endvidere vises eksempler på godkendte kroner, der er tegnet inden for de senere år. Det er vigtigt, at beskueren genkender den danske krones egenart.

I almindelighed bør rigsæblet med kløverbladskorset foroven være formet således, at korsets særpræg fremtræder tydeligt.

Det er en tradition, at en heraldisk krone kan gengives med perler på bøjlerne i stedet for sten. Fligene under bøjlerne kan være kraftigt markeret eller blot antydet. Hvis palmetterne fremhæves, kan bøjlerne være mindre markante. I nogle tilfælde vil perlerne, stenene i kroneringen og pulden kunne udelades.

Hvis kronen gengives med de egentlige farver, er den guld (gul). Perler og sten på kronering, palmetter, bøjler og rigsæble med kors er hvide, dog er den store sten midt på kroneringen blå og de to store sten yderst på hver side af denne røde. Rigsæblet, undtagen perlerne, er blåt. Pulden er purpur eller evt. rød.

Kronen på skjoldet tegnes således, at dens største bredde mellem bøjlerne kun er lidt mindre end skjoldets overkant eller svarer til denne. Kronens højde kan forholde sig til skjoldets højde efter det gyldne snit.

Forenkling

Både kronen og våbenet kan gengives i en forenklet udformning. Det formål, en gengivelse skal tjene, den valgte reproduktionsteknik eller det materiale, der anvendes, vil ofte være bestemmende for graden af forenkling. Det er vanskeligt at give generelle anvisninger.

I tvivlstilfælde kan Rigsarkivet rådspørges.

Symbolværdi

Billed- og idéindholdet i rigsvåbenet og kongekronen gør disse til fælles kendetegn for kongehuset og statsinstitutionerne. En given version af våbenet eller kronen kan således ikke eksklusivt symbolisere en bestemt statsinstitution, men henfører institutionen til den danske stat.

Rigsvåbenet og kongekronen er symbolske udtryk for statslig overhøjhed og skal fremtræde i overensstemmelse med deres symbolværdi. Det indebærer, at de i den givne sammenhæng får en overordnet placering og ikke f.eks. halveres eller stilles på skrå.

 

Forskellige skjoldformer fra 1100-tallet til renæssancen.