Der er stor forskel på jordbundens frugtbarhed i Danmark, lige fra den jyske hedes tørre og sandede jord til den lollandske tunge lerjord. Dette har givet store regionale forskelle for landbefolkningens leveforhold. Måden, man dyrkede jorden, havde nemlig betydning for stort set alle andre aspekter af livet. Men også i en mindre målestok var fortidens landskab meget mere varieret end i dag.
Landskabet ændrede i løbet af 1800-tallet karakter. Hvor det før var et varieret og afvekslende landskab, gjorde udviklingen, at produktionen steg, landbruget blev mere effektivt og landskabets variationer udjævnet.
Ændringerne foregik indenfor:
Indtil disse ændringer satte ind, lå store dele af markerne ofte udyrket hen, da jorden var for fugtig eller terrænet for bakket.
Krat eller træer var udbredte i markerne. I skoven var der til gengæld pletter, der blev dyrket med korn. Kreaturerne græssede i perioder af året både på markerne og i skoven.
Overgangen mellem mark, eng og skov var dermed flydende. Landskabet var spættet, formet af de mange forskellige brugsmønstre og behov naturen skulle tilfredsstille.
Udviklingen medførte skarpere skel mellem markerne og kvadratiske skove med veldefinerede skovbryn, adskilt af stendiger.
Klare opdelinger mellem mark, skov og eng. Korn, træer og dyr for sig – meget lig det landskab vi kender i dag.