Den Danske Brigade blev oprettet i november 1943 med den svenske regerings accept. Den var tænkt som en militærenhed, der skulle deltage i en eventuel befrielse af Danmark.
Brigaden startede beskedent, men udviklede sig til en minihær på omkring 5000 mand, hvervet iblandt danske flygtninge i Sverige. Brigaden var organiseret i 4 lette fodfolksbataljoner, nogle tungere enheder, Den Danske Flotille og en lille flystyrke, samt en række hjælpeenheder. Brigaden var formelt underlagt allieret kommando, men den reelle kontrol lå hos de danske politikere.
Den 5. maj 1945 blev Brigaden overført til Helsingør, men kom ikke i egentlig kamp. Efter befrielsen deltog Brigaden i forskellige opgaver, bl.a. grænsebevogtningen. I Rigsarkivet findes et omfattende arkiv fra Den Danske Brigade, hvor hver enhed har arkiveret sin korrespondance, stamblade, befalinger, rapportbøger mv. efter hærens faste arkivstruktur.