Mange tidligere modstandsfolk har afleveret beretninger, papirer og andet materiale fra krigens tid til arkiver og museer rundt om i Danmark.
Privatarkiver er en meget uens størrelse. Nogle arkiver fylder mange arkivæsker og dækker et helt liv, andre er blot et enkelt dokument. Størsteparten af de meniges papirer skal findes i de lokalhistoriske arkiver, men Statens Arkiver opbevarer arkiver efter en række ledende personer indenfor modstandsbevægelsen. Modsat hvad man kunne forestille sig, har Frihedsrådet ikke efterladt sig noget arkiv, men der findes arkiver efter flere af rådets medlemmer.
Der findes ingen samlet registratur over modstandsfolks privatarkiver, hvorfor en kort liste over enkelte relevante i Rigsarkivet kan være nyttig.
| Arkivskaber | Illegal organisation |
| Mogens Fog | Frit Danmark, Frihedsrådet |
| Jens Lillelund | Holger Danske |
| Frode Jakobsen | Ringen, Frihedsrådet |
| Ebbe Munck | Sverige: SOE, rutearbejde mv. |
| Erling Foss | Frihedsråd; Sverige |
| Børge Outze | Information |
| Flemming B. Muus | SOE |
| Vagn Bennike | Jyllandsledelsen |
| C.A. Bodelsen | Frihedsrådet |
| Thomas Døssing | Minister i Moskva |
| Jørgen Banke | Ringen, Frihedsrådet |
| Ole Lippmann | SOE |
| Jørgen Vilhelm Helk | SOE, Jyllandsledelsen |
I Daisy skal du skrive arkivskaberens navn i feltet "arkivskaber".
Prøv at søge i Daisy i felterne "Arkivserie" på "besættelse", "modstand" eller "krig" med perioderne 1940-1945. Se flere privatarkiver bl.a. vedr. de illegale ruter til Sverige, den illegale radioforbindelse og våbenmodtagelser.
Ofte findes der i et privatarkiv efter en modstandsmand en beretning eller redegørelse om hans illegale arbejde. Men der findes også systematiske samlinger af modstandsfolks beretninger.
I Rigsarkivet er beretningerne samlet i Håndskriftssamlingen, IV. Danmark-Norges almindelige historie, gruppe T. Særlig kendt er Jørgen Hæstrups beretningssamling (IV.T.38), som stort set alle besættelsestidshistorikere har brugt. Hæstrup indsamlede i slutning af 1940'erene og igen i midten af 1950'erne en lang række af beretninger fra centralt placerede modstandsfolk.
| Beretningssamling | Nr. |
| Hans Kirchhoff: Beretninger vedr. Antikominternpagt-demonstrationerne 1941. | IV.T.29 |
| Olfert Dickmeiss: Beretninger vedr. Holger Danske. | IV.T.35 |
| Samling af beretninger fra besættelsestiden. | IV.T.37 |
| Jørgen Hæstrup: Beretninger om modstandsbevægelsen. | IV.T.38 |
| Dansk Ungdomssamvirke og De ældres Råd: Beretninger vedr. Dansk Ungdomssamvirke og De ældres Råd. | IV.T.41 |
| Sigurd Jensen: Beretningssamling vedr. besættelsestiden. | IV.T.42 |
| Aage Trommer: Beretninger vedr. jernbanesabotagen og om region III (Sønderjylland). | IV.T.45 |
| Modstandsbevægelsen i Frederiksborg amt. Samling af beretninger. | IV.T.46 |
| Henrik S. Nissen: Materiale og beretninger vedr. samarbejdspolitikken mv. | IV.T.47 |
| Ole Barfoed: Beretninger og materiale vedr. de illegale ruter til Sverige. | IV.T.48 |
| Leif Rasmussen: Samling til Holger Danskes historie. | IV.T.54 |
| Knud V. Zeltner: Samling af beretninger vedr. 9.4.1940 og 29.8.1943. | IV.T.55 |
| Johan Hvidtfeldt: Samtalereferater til besættelsestidens historie. | IV.T.57 |
For at undersøge om der findes en beretning efter en person i Rigsarkivets samlinger, skal der slås op i det alfabetiske navneregister i folioregistratur 204 , der er et navneregiser til beretninger fra beæsttelsestiden. Registraturen står på Rigsarkivets læsesal.
Frihedsmuseet opbevarer et stort antal privatarkiver og beretninger efter tidligere modstandsfolk.