Det er ofte de fattigere dele af befolkningen, der optræder i politiprotokollerne. Det er sager om husspektakler, om ulovligt tiggeri og ankomst til en købstad uden lovligt pas, om gadelarm og skænderier. Der er desværre kun bevaret få politiprotokoller fra 1700-tallets første halvdel.
Politiprotokoller findes i Daisy i de enkelte byfogeders, herredsfogeders og birkedommeres arkiver. Søg på en geografisk betegnelse fx "Odense byfoged" eller "Løve herred".
Mange mindre sager skulle starte i forligskommissionerne, der blev oprettet i 1795 overalt i Danmark. Tanken bag kommissionerne var, at de stridende parter skulle mødes og forhandle, inden en eventuel retssag blev startet. Det betyder, at mange konflikter blev løst, før de kom for en domstol. Og at de konflikter, der blev til en retssag, faktisk havde et forspil i forligskommissionen.
Mindre sager skulle frem til 1919 behandles i forligskommissionen.
Forligskommissionernes arkiver findes i Daisy. Søg på en geografisk betegnelse fx "Køge Købstads Forligskommission" eller "Århus Amts Forligskommission"