Sundhed og sygdom fik i slutningen af 1700-tallet myndighedernes bevågenhed. I København blev Fødselsstiftelsen oprettet, og det øvrige land opdeltes efterhånden i distrikter, der blev bemandet med jordemødre og læger. Indberetninger om befolkningens størrelse og de aktuelle sundhedsforhold var vigtige kilder til at samle erfaringer om de aktuelle sundhedsforhold.
En stor befolkning var det største aktiv, et land kunne have, mente man i 1700-tallet. Fokus på en stor befolkning udsprang af den opfattelse, at befolkningen var kilden til en stats magt og rigdom.
Sundhed og sygdom kom på dagsordenen, og uddannelse af jordemødre og læger var fra begyndelsen et satsningsområde. Landet blev inddelt i distrikter, som blev bemandet med det nye sundhedspersonale. Folk blev behandlet i deres eget hjem, og først fra slutningen af 1800-tallet blev det mere almindeligt at bygge sygehuse, hvor patienterne blev indlagt.
Sundhedsvæsenet har siden starten af 1800-tallet været en del af det offentlige system.
I centraladministrationen indsamlede Sundhedskollegiet (Sundhedsstyrelsen) erfaringer fra hele landet via indberetninger. Fra centralt hold tog man særlige initiativer, når epidemier skulle bekæmpes, og iværksatte vaccination af befolkningen.
Rundt om i landet bestod sundhedsvæsenet af distriktslæger og jordemødre. I midten af 1800-tallet var der 170 distriktslæger fordelt over hele landet. I starten 1900-tallet var der ca. 1100 læger.
/1030_474.jpg)
/Introduktion_til_studerende_-_student_p%C3%A5_erhversarkivat_Fotograf_Ernst_Tobisch.jpg)
Historien kommer helt tæt på, når du sidder med det originale materiale, så brug arkivalier i din næste opgave.