Da gejstligheden og borgerstanden den 8. oktober 1660 tilbød Frederik 3. arveret til tronen, ville de løsne ham fra håndfæstningen (forfatningen), der var et symbol på valgriget, kongens begrænsede magt og på adelsvældens uligheder. Men de ønskede sig næppe enevælde. Kongen udnyttede arveretten og uenigheden mellem stænderne til at indføre enevælden.
For eftertiden er det ejendommeligt, at et møde, der skulle bevilge penge til en tom statskasse, endte med en forfatningsændring.
Da stænderne (borgere, gejstlige og adelige) i 1660 skulle bevilge en forbrugsafgift på varer, nægtede adelen og Universitetet at betale, fordi de var skattefrie. Borgerstanden og gejstligheden frygtede, at afgifterne ville blive høje, hvis de alene skulle betale afgiften. Derfor foreslog de, at kongen udnyttede sine andre indtægter bedre, før han bad om en afgift. Men borgernes og gejstlighedens andre indtægtsforslag krænkede adelens privilegier (forrettigheder).
Af frygt for radikale forslag fra borgere og gejstlige accepterede adelen ikke blot at betale afgiften (frivilligt), men den foreslog også højere afgifter. Det indledte en overbudspolitik, hvor Frederik 3. accepterede højeste bud. Understænderne blev udmanøvreret og greb til forslaget om arveret.
Under valgkongedømmet måtte en konge - for at blive valgt - underskrive et forfatningsdokument (en håndfæstning), der begrænsede hans magt. Håndfæstningen fastslog også ulighederne i samfundet. Med forslaget om arveret ville understænderne tækkes kongen og stille ham friere.
Da det adelige rigsråd under pres accepterede arveretten den 13. oktober, nedsatte kongen et udvalg, der skulle revidere håndfæstningen. Men stænderne var så uenige om, hvor meget håndfæstningen skulle ændres, at de noget letsindigt kasserede håndfæstningen. De skiltes blot med en formodning om, at kongen ville skabe en ny regeringsform.
Inden for borgerstanden har der været forskellige forventninger til det nye styre, men senere forslag på mødet viser, at nogle borgere ønskede adelsvælden erstattet af et styre, hvor stænderne havde politiske beføjelser. Reelt havde mødedeltagerne overladt til kongen at skabe det nye styre. Han benyttede i de følgende måneder arveretten som løftestang til at indføre enevælden.
/Arverigeforslag.jpg)