Den 10. januar 1661 fremstod Frederik 3. som enevældig, da han offentliggjorde et nyt forfatningsdokument (Enevoldsarveregeringsakten). Den afløste den gamle forfatning (håndfæstningen), som undersåtterne havde annulleret i oktober 1660. Dengang overlod de til kongen at skrive den nye forfatning. Den kom i januar 1661.
Danmark var frem til 1660 et valgkongedømme. Det adelige rigsråd kunne frit vælge en konge, men valgte i praksis den afdøde konges ældste søn. En konge blev valgt på de betingelser, der var opregnet i håndfæstningen. Den indeholdt undersåtternes privilegier og begrænsningerne i kongens magt.
Den 13. oktober 1660 accepterede adelen under pres borgernes og gejstlighedens forslag om at give kongen arveret til tronen. Det betød, at håndfæstningen måtte ændres og erstattes af en ny forfatning. Stænderne kunne ikke blive enige om, hvad arveretten betød for kongens magt.
Stænderne kasserede håndfæstningen, og de overlod det til kongen at udarbejde en ny forfatning. Kongen gav sig god tid. I mellemtiden fremlagde både borgerstanden og adelen flere forslag til en ny forfatning, hvor stænderne havde politisk magt.
Kongen havde ikke tænkt sig at dele magten med nogen. Det afslørede han den 10. januar 1661, da han offentliggjorde et nyt forfatningsdokument (Enevoldsarveregeringsakten). Her kunne undersåtterne læse, at de frivilligt og uden tvang havde givet kongen arveret og enevældig magt. Kongens næsten ubegrænsede magtbeføjelser blev beskrevet mere detaljeret i Kongeloven fra 1665.
/enevoldsakten_1661.jpg)