Nyt forskningsprojekt skal kaste lys over den Kolde Krig i Danmark

16. januar 2026

Nyt forskningsprojekt skal kaste lys over den Kolde Krig i Danmark

Kilder fra Rigsarkivets samlinger udgør unikke hjørnesten i et nyt forskningsprojekt, der skal give et klarere billede af Danmarks rolle under den Kolde Krig.

alt

Nyt forskningsprojekt

I en tid præget af geopolitiske spændinger og krig i Europa, er genoprustning blevet aktuelt. I den forbindelse er det relevant at skele til erfaringerne fra Den Kolde Krig og Danmarks forberedelser i den forbindelse.

Forskere fra Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet og Langelands Museum vil med forskningsprojektet ”Myter og realiteter – En geografisk analyse af militære planer for Danmark under den Kolde Krig” kaste lys over de konkrete militære planer for Danmark under den Kolde Krig.

Projektet er muliggjort af en bevilling fra Augustinus Fonden på 3,7 mio. kr

Opgør med myterne

Den Kolde Krig var en skelsættende periode for Danmark, hvor den mulige militære konfrontation mellem øst og vest prægede samfundet.

Desværre er vores viden om de konkrete militære planer for dansk område begrænset og præget af mange myter, som projektet nu vil efterprøve:

Var der planer om, at Danmark skulle bombes med atomvåben? Planlagde polakkerne at gøre landgang i Køge Bugt? Havde Warszawapagten en plan om at bruge tårnene på de danske landsbykirker som sigtelinjer? Og hvordan ville Danmark have klaret sig, hvis fjenden gjorde alvor af sine trusler?

Den Kolde Krig i arkiverne

Forskningsprojektet vil udforske unikke kilder fra arkiver både i Danmark, Tyskland og Polen.

Rigsarkivets forsker Steen Andersen fortæller:

”Projektet skal undersøge stedsspecifikke informationer i operationsplanerne fra henholdsvis NATO og Warszawapagten. Det handler om konkrete operative mål og antagelser for dansk område under den Kolde Krig fra 1960 og frem til 1989. Her udgør Rigsarkivets samling i europæisk sammenhæng en helt unik kildegruppe, idet de operationelle planer over en lang tidsperiode er bevaret. I andre NATO-lande er planerne ikke bevaret i samme grad, som de dele af NATO’s planlægning, der i dag findes i Rigsarkivets samling. Vores internationale advisory board ser et stort potentiale i Rigsarkivets samling, og vi ser frem til at bidrage til den internationale forskning og refokusering på erfaringerne fra Den Kolde Krig”

Dykker ned i militære planer

Dette projekt vil for første gang analysere de strategiske mål og hensigter i militære planer fra både NATO og Warszawapagten ud fra et geografisk perspektiv ved at dykke ned i planarkiver i Danmark, Tyskland og Polen. Målet er at undersøge, hvilke områder de to sider fokuserede på, og hvordan disse planer kunne have påvirket samfundet, hvis de var blevet gennemført.

Ved at skabe en dybere forståelse af planernes kompleksitet og deres betydning i den Kolde Krigs kulturhistorie, vil projektet give danskerne bedre indblik i et område, der er underbelyst, men som desværre igen har fået ny aktualitet.

“De seneste års forskning i den Kolde Krig har med al tydelighed vist, at vi langt fra er færdige med at blive overrasket over tingenes tilstand dengang. Dette projekt vil også kunne kaste nyt lys over den komplekse konflikt, som den Kolde Krig var,” udtaler Peer Henrik Hansen, museumsleder fra Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

Solid viden er vigtig

”I en ustabil tid, hvor der skal tages mange beslutninger, er det vigtigt at have fast grund under fødderne i form af solid viden og erfaringer. Den Kolde Krig er en vigtig del af Danmarks seneste erfaringer med krise og konflikt, og derfor er det afgørende at få aflivet nogle af de myter, der stadig den dag i dag eksisterer. En stor tak til Augustinus Fonden for den flotte bevilling, som giver os mulighed for at kombinere vores stærke samlinger med ny forskning og moderne metoder – og gøre os alle sammen klogere på både perioden og den tid, vi lever i i dag,” siger Det Kgl. Biblioteks direktør, Bente Skovgaard Kristensen.

Rigsarkivar Morten Ellegaard understreger også projektets betydning for nutiden:  ”Rigsarkivet følger samfundsudviklingen og dette projekt viser, at forskning i Rigsarkivets samling kan bidrage til at løse nutidige udfordringer og støtter en informeret offentlig debat om vores fælles fremtid.”

Faktaboks

  • Forskningsprojektet ”Myter og realiteter – En geografisk analyse af militære planer for Danmark under den Kolde Krig” løber 2026-2029
  • Augustinus Fonden har bevilliget 3,7 mio. kroner til projektet
  • Resultaterne af forskningsprojektet vil blive formidlet bredt over de næste tre år.

Forskere, der deltager i projektet

  • Stig Roar Svenningsen (Det Kgl. Bibliotek) forsker i historisk kartografi og historisk GIS. Stig har bl.a. forsket i den sovjetiske militære kortlægning af Danmark og i automatiseret udtræk af vektordata fra historiske kort.
  • Steen Andersen (Rigsarkivet) forsker i østlig og vestlig militær planlægning under Den Kolde Krig.
  • Anna Werenberg (Langelands Museum) har en unik erfaring med arkivstudier i polske militærarkiver og oversættelse af polske militære dokumenter fra koldkrigsperioden.
  • Mads Perner (Roskilde Universitet) forsker i historisk epidemiologi og brugen af digitale metoder i humaniora, herunder kvantitative analyser af tekst og kort.