Henrik Knudsen

Henrik Knudsen

Seniorforsker Henrik Knudsen har fokus på Grønlands historie særlig landets rolle under Den Kolde Krig og råstofudvindingens betydning samt atomkraftens historie.

Henrik Knudsen

Ekspertområder

Grønlands råstoffer

Indsigt i udvinding af råstoffer i Grønland, fra kryolit til nutidens mineraler, og betydningen for geopolitik, erhvervsudvikling og lokale samfund.

Kold krig i Arktis

Baggrund for Grønlands rolle under Den Kolde Krig, herunder samarbejdet mellem Danmark og USA samt Arktis’ betydning i sikkerheds- og forsvarspolitik.

Atomkraft & teknologi

Udviklingen af atomkraft og andre nukleare teknologier samt deres betydning for energipolitik, samfundsdebat og teknologiske valg.

Kontaktoplysninger

Henrik Knudsen

Seniorforsker, arkivar, ph.d.

Henrik Knudsen besvarer henvendelser fra forskere og journalister om forskningsområdet, forskningssamarbejde og medvirken i medier.

 

For spørgsmål om Rigsarkivet som myndighed eller aktuelle sager kontaktes presseafdelingen.

Forskning i videnskab, teknologi og Grønlands historie

Grønland, naturressourcer og Den Kolde Krig

Historisk udnyttelse af minedrift og naturressourcer i Grønland og deres rolle i politiske, geopolitiske og klimamæssige sammenhænge. Et særligt fokus er Grønland under Den Kolde Krig, herunder det politiske, videnskabelige og geostrategiske samarbejde mellem Danmark og USA. Forskningen omfatter blandt andet livet omkring kryolitminen i Ivittuut, uraneftersøgning og uranforekomsten på Kvanefjeld samt raketforskning ved Thulebasen og USA’s og Danmarks forskellige syn på internationalt forskningssamarbejde i Grønland under Den Kolde Krig.

Kernekraft, teknologi og innovation

Udviklingen og historien bag nukleare teknologier med særligt fokus på det danske nukleare program og forskningsinstitutionen Risø. Det omfatter blandt andet anvendelsen af radioaktive isotoper i Danmark og udviklingen af halvlederteknologi i samspil mellem Risø og det private erhvervsliv.

Forskningen omfatter også samspillet og organiseringen mellem universiteter, forskning og industri i det 20. århundrede, herunder Akademiet for de Tekniske Videnskaber samt forskning og innovation hos Carlsberg og andre industrivirksomheder.

Videnskab, teknologi og samfund

Bredere historiske studier af, hvordan videnskab og teknologisk udvikling påvirker samfund, kultur og politik. Et eksempel er forskning i baggrunden for Niels Bohrs tanker om åben videnskab (”open science”) og internationalt videnskabeligt samarbejde.

Aktuel forskning

Minedriftens påvirkning af den lokale inuitbefolkning og “offerzoner”

Henrik Knudsen fortsætter sin forskning i kryolitminen ved Ivigtut men udvider sit fokus til at omfatte de geopolitiske og lokalhistoriske aspekter af kryolittens historie.

Henrik Knudsen analyserer minedriftens betydning for den lokale inuitbefolkning i Arsukfjorden og deres livsmuligheder. Med udgangspunkt i en kritisk-reflekteret tilgang til begrebet ”offerzoner” vil Knudsen vise, hvordan den omkringboende befolkning bar de negative omkostninger ved den industrielle aktivitet.

En central pointe i Knudsens forskning er, at befolkningen i disse zoner tilpasser sig og lærer at udnytte visse muligheder gennem appropriation. At det var tilfældet for befolkningen i Arsukfjorden, vil han demonstrere gennem en grundig analyse af kildematerialet, og vil dermed indskrive minedriften i Grønlands kolonihistorie.

Kryolit som strategisk råstof og Danmarks rolle i mellemkrigstiden

Knudsen undersøger, hvordan kryolit blev et uundværligt råstof i aluminiumsindustrien og hvad mineralets status som strategisk materiale betød for Danmark. Han følger opbygningen af internationale forsyningskæder baseret på det grønlandske mineral og analyserer rollen for det private danske mineselskab og oparbejdningsselskabet Kryolitfabrikken Øresund. Hans forskning fokuserer på mellemkrigstiden og især årene op til Anden Verdenskrig, hvor Danmark leverede kryolit til rustningsindustrien i Nordamerika, England og Tyskland.

Et centralt forskningsspørgsmål er, hvordan Danmark som neutral småstat navigerede som eneleverandør af kryolit på verdensmarkedet i en højspændt sikkerhedspolitisk situation.

Kilder fra Rigsarkivet og formidling af Grønlands historie

Forskningen bygger på et bredt kildemateriale fra Rigsarkivets samlinger, herunder:

  • Materiale fra Kryolitselskabet Øresund
  • Kryolit Mine og Handelsselskabet
  • Den Kongelige Grønlandske Handel
  • Grønlands Styrelse og Indenrigsministeriet.

Af særlig vigtighed er Inspektoratet for Sydgrønlands korrespondancejournaler og referaterne fra de Sydgrønlandske Forstanderskaber, som Knudsen anvender til at følge forholdene omkring kryolitminen på meget tæt hold. Disse kilder har aldrig tidligere været brugt i denne sammenhæng, og arbejdet kan være med til at udbrede kendskabet til vanskeligt tilgængelige dele af Rigsarkivets samling.

  • Knudsen, H (2026): I kryolittens skygge: Minen, magten og fjordens folk 21 maj 2026, 1 udg. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
  • Knudsen, H., Sandlos, J. & Keeling, A. (2023): “Mining and colonialism in the circumpolar North”, i Roberts, P. & Howkins, A. (red.). Cambridge History of the Polar Regions. Cambridge: Cambridge University Press, s. 430-461.
  • Knudsen, H. (2019): “Rockets over Thule? American hegemony, ionosphere research and the politics of rockets in the wake of the 1968 Thule B-52 accident”, i Bocking, S. & Heidt, D. (red.), Cold Science: Environmental knowledge in the North American Arctic during the cold war. New York: Routledge, s. 217-235.
  • Knudsen, H. og H. Nielsen (2016): Uranbjerget: Om forsøgene på at finde og udnytte Grønlands uran fra 1944 til i dag. København: Vandkunsten.
  • Knudsen, H. (2016): “Battling the Aurora Borealis: The Transnational Coproduction of Ionospheric Research in Early Cold War Greenland” i Doel, R., Harper, K. & Heymann, M. (red.). Exploring Greenland: Cold War Science and Technology on Ice. New York: Palgrave Macmillan, s. 143-165.
  • Nielsen, H, og H. Knudsen (2013): “Too Hot to Handle: The Controversial Hunt for Uranium in Greenland in the Early Cold War”, i Centaurus 55(3), s. 319-343
  • Knudsen, H. & Nielsen, H. (2012): “Pursuing common cultural ideals: Niels Bohr, neutrality, and international scientific collaboration during the inter-war period” i Lettervall, R., Somsen, G. & Widmalm, S. (red.) Neutrality in Twentieth century Europe: Intersections of Science, Culture and Politics after the First World War. London: Routledge, s. 115-139.
  • Knudsen, H. (2010): Videnskabens mand: Fysiologen, formidleren og forskningsaktivisten Poul Brandt Rehberg. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
  • Nielsen, H. & Knudsen, H. 2010: “The Troublesome Life of Peaceful Atoms in Denmark”, i History and Technology 26(2), s. 91-118.
  • Heymann, M., Knudsen, H., Lolck, M. L., Nielsen, H., Nielsen, K. H. & Ries, C. (2010): “Exploring Greenland: Science and Technology in Cold War Settings”, i Scientia Canadensis 33(2), s. 11-42.

  • Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, komité for Arktisk Forskning 2026 (Medlem)
  • Niels Bohr Arkivet, bestyrelsesmedlem, 2021-2025
  • Dansk Teknologihistorisk Selskab, kasserer 2009-2021, sekretær 2021

Henrik Knudsen indgår desuden som faglig ekspert i projekter vedrørende den historiske klimadebat og indgår i internationale forskernetværk om ressourceudnyttelse, nukleare teknologier mv.