Ansøg og bestil
Ansøg og bestil
Oplysninger om dig selv
Du kan ansøge om at se dine egne oplysninger, der findes i Rigsarkivet. Når du ansøger om dokumentation for et bestemt forhold eller hændelse i dit liv, skal du oplyse relevant information om fx tid, sted og involverede parter.
Adgang til arkivalier og data
Du kan ansøge om adgang til at benytte arkivalier og data, som ikke er frit tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser. Du skal angive et formål og identificere de relevante arkivalier.
Undersøgelser og ydelser
Du kan købe undersøgelser og oplysninger fra arkiverne, skanning og renskrivning af arkivalier og andre ydelser. Se priser og vælg den ydelse, du vil bestille.
Om at ansøge og bestille i Rigsarkivet
Er du i tvivl om hvilken type bestilling eller ansøgning, du skal sende til Rigsarkivet, så læs om de grundlæggende forhold og vilkår her:
Du har ret til indsigt i egne oplysninger fra arkiver i Danmark, og det er gratis at få udleveret oplysninger om dig selv. Egne oplysninger omfatter kun det, der direkte vedrører dig. Oplysninger, der udelukkende handler om dine søskende, forældre eller øvrige slægtninge, betragtes ikke som dine oplysninger.
Hvilke oplysninger kan du søge?
Du kan søge om mange forskellige typer oplysninger og sager om dig selv, så længe materialet er bevaret i Rigsarkivet. Vær opmærksom på, at materiale fra offentlige myndigheder kan være kasseret, afleveret til et kommunearkiv eller stadig befinde sig hos den myndighed, der har behandlet sagen. På de enkelte emnesider kan du læse mere om, hvad der er bevaret – og hvor.
Brug den rigtige ansøgningsblanket
Det er vigtigt, at du vælger den blanket, der passer bedst til de oplysninger, du ønsker. Blanketten guider dig til at give de informationer, vi skal bruge for at finde dine oplysninger.
Vær så præcis som muligt
Det er ikke muligt at slå dit navn op i ét samlet register eller at finde alle sager, der vedrører dig. Derfor skal du give så mange relevante oplysninger som muligt, i din ansøgning. Mangler der væsentlige oplysninger, kan det være svært eller i nogle tilfælde umuligt at finde materialet.
Oplysninger om andre personer
Du modtager typisk din dokumentation fra arkivet i form af en skannet kopi af dokumenterne. Du kan ikke få udleveret de originale papirer.
De skannede dokumenter, du modtager, vil typisk have anonymiseret tekst, hvor private oplysninger om andre personer er blevet fjernet. Du har nemlig ikke ret til at se andre personers private oplysninger. Det gælder også oplysninger om din nære familie, selv om oplysningerne står i de dokumenter, hvor du er nævnt.
Private oplysninger kan fx være oplysninger om:
- Økonomi
- Religion
- Strafbare forhold
- Sociale forhold
- Helbredsforhold og sundhedsoplysninger.
Hvis oplysningerne ikke er anonymiseret, kan du være underlagt vilkår for, hvordan du må bruge oplysningerne.
Oplysninger om din slægt
Hvis du søger oplysninger om din familie eller slægt, skal du selv lave slægtsforskningen. Find vejledning til at bruge forskellige typer af arkiver og til at komme i gang med slægtsforsking: Vejledning i Rigsarkivets samlinger.
Hvis du ikke har mulighed for selv at lave arkivundersøgelser, kan du købe undersøgelser og ydelser hos Rigsarkivet.
Du kan ansøge om adgang til arkivalier eller data, der ikke er frit tilgængelige. Efter arkivloven er materialer fra offentlige myndigheder først offentligt tilgængelige efter 20 år. Indeholder materialet personoplysninger, er tilgængeligheden typisk begrænset i op til 75 år.
Oplys dit formål
Når du ansøger om adgang til arkivalier og data, der ikke er frit tilgængelige, skal du oplyse med hvilket formål, du ønsker at benytte materialet. Det gør du nemmest ved at bruge Rigsarkivets blanket til adgangsansøgning. På baggrund af dit formål vurderer Rigsarkivet, om beskyttelseshensynene i arkivloven tillader adgang.
Vilkår for adgang
Hvis du får tilladelse til at benytte ikke frit tilgængelige arkivalier eller data sker det altid på vilkår. Disse vilkår beskriver, hvordan du må bruge materialet. I mange tilfælde må personoplysninger eksempelvis ikke deles eller offentliggøres.
Angiv præcise oplysninger
For at Rigsarkivet kan behandle din ansøgning, skal du så præcist som muligt angive, hvilke arkivalier du ønsker adgang til. Rigsarkivet udfører ikke gratis arkivundersøgelser, så du skal på forhånd kende arkivskaberen (fx den myndighed der behandlede sagen), samt enten arkivserie eller sagsnummer.
Find arkivskaber og arkivserie
Du kan finde de nødvendige arkivreferencer ved at bruge søgeværktøjet Søg i samlingerne.
Få hjælp til at finde de rette arkivalier
Brug Rigsarkivets skriftlige vejledninger som hjælp til at identificere de relevante arkivskabere, arkivserier og materialetyper. Har du brug for yderligere arkivfaglig hjælp, kan du også kontakte Rigsarkivet.
Du kan købe oplysninger og undersøgelser, hvor Rigsarkivet identificerer og finder det konkrete materiale du søger. Du kan også købe scanning af materiale eller renskrivning af svært læselig tekst. Hvis du har brug for oplysninger i arkivalier eller data, der ikke er umiddelbart tilgængelige, skal du søge om adgang og have tilladelse til at se materialet.
Hvad kan du bestille?
Rigsarkivet kan hjælpe dig mod betaling, når du har brug for at finde oplysninger, du ikke selv kan eller vil fremsøge. Det kan for eksempel være dokumentation om en ejendom, en sag fra en myndighed eller andre oplysninger fra materiale, som findes i Rigsarkivets samlinger, og som du har brug for professionel hjælp til at finde.
Særligt om attester og dødsboundersøgelser
Attester til retslig brug er gratis, mens attester til anden brug koster et fast gebyr. En dødsboundersøgelse er gratis for Skifteretten og bobestyrere, mens andre betaler efter de almindelige takster for undersøgelser i Rigsarkivet.
Pris og fakturering
Vi afregner undersøgelser pr. påbegyndt time, og efter den første time pr. påbegyndt halve time. Du kan også fastsætte et timeloft, når du bestiller. Du modtager som udgangspunkt svar digitalt, og fakturaen sender vi separat. Se aktuelle priser og vilkår.
Du kan ikke købe oplysninger om dig selv
Hvis du søger oplysninger om dig selv, behandler Rigsarkivet din anmodning efter reglerne om indsigt efter Arkivlovens §§39 a og b. Du kan ikke betale for at få din ansøgning behandlet hurtigere.