Annette Østergaard Schultz
Annette Østergaard Schultz
Grønlands modernisering med særlig fokus på Østgrønland, Danmark og Sønderjylland under 1. verdenskrig og plejefamiliers historie 1700-1900 er de centrale temaer i seniorforsker Annette Østergaard Schultz' forskning
Ekspertområder
Plejebørn og anbringelser
Indsigt i plejebørns vilkår, anbringelser og familieliv fra 1700-tallet til 1900-tallet – med perspektiver på børnevelfærd, omsorg og myndigheders rolle.
Kriseforvaltning
Viden om håndtering af situationen i både Danmark og Sønderjylland (Tyskland) under 1. verdenskrig, konsekvenserne for befolkningen og for samfundets udvikling.
Grønlands modernisering
Perspektiv på Grønlands modernisering efter 1950 og de forandringer, det førte med sig for befolkningen ikke mindst i Østgrønland.
Kontaktoplysninger
Annette Østergaard Schultz
Arkivar, seniorforsker
Annette Østergaard Schultz besvarer henvendelser fra forskere og journalister om forskningsområdet, forskningssamarbejde og medvirken i medier.
For spørgsmål om Rigsarkivet som myndighed eller aktuelle sager kontaktes presseafdelingen.
Sociale forhold og agens
Sønderjyder og danskere under kriseforvaltning 1914-1920
Annette Østergaard Schultz’ forskning har omhandlet Første Verdenskrigs sociale konsekvenser for befolkningen i det neutrale Danmark samt i Tysklands nordligste del, Nordslesvig. Det centrale fokus for forskningen var de store arbejdskampe, som udfoldede sig i Danmark på bagkant af verdenskrigen.
Plejebørns vilkår og dødelighed i det 19. århundrede
Baseret på sammenlignende analyser på baggrund af blandt andet folketællinger og kirkebøger har Annette Østergaard Schultz nuanceret billedet af plejebørns dødelighed i forhold til børn generelt og til børn af ugifte mødre. Hun har også undersøgt børnenes vilkår, rolle og agens i plejefamilien.
Østgrønlandske spændingsfelter
Annette Østergaard Schultz’ forskning har fokus på de særlige forhold i Østgrønland i 1950’erne, hvor den danske centraladministrations og det grønlandske landsråds overordnede planer stod overfor de lokale østgrønlandske råds initiativer, ikke mindst for at udvikle fangererhvervet.
Aktuel forskning
Projektet undersøger afkoloniseringsperioden efter 1945 med fokus på Ittoqqortoormiit og de omfattende sociale, økonomiske og politiske forandringer, som fulgte moderniseringen af Grønland. Særligt i Østgrønland fik udviklingen karakter af en dobbelt tilpasningsproces, hvor lokalsamfundet både skulle tilpasses det vestgrønlandske og det danske samfund.
Ittoqqortoormiit blev grundlagt i 1925 som led i Danmarks suverænitetshævdelse i området, da 70 personer fra Ammassalik blev flyttet omkring 800 kilometer mod nord. Projektet undersøger, hvordan denne særlige historie og de efterfølgende moderniseringstiltag påvirkede lokalsamfundets udvikling og handlemuligheder.
Et centralt tema er forholdet mellem lokale beslutningsorganer og de rammer, som blev fastlagt af centrale myndigheder. Undersøgelsen belyser, hvordan distriktsråd og senere kommunalbestyrelse fungerede, og hvilken indflydelse de havde på udviklingen af lokalsamfundet.
Kilder, metode og lokal handlekraft
Analysen bygger primært på journalsager fra Grønlandsministeriet, herunder materiale fra Grønlandsrådet og kommunale myndigheder. Ved at sammenholde centrale beslutninger med lokale referater undersøges samspillet mellem statslig styring og lokale initiativer.
Projektet er inspireret af forskning i koloniale relationer og modernisering, hvor fokus rettes mod lokale aktører, erfaringer og handlemuligheder frem for ensidigt at betragte befolkningen som genstand for politiske indgreb. Samtidig inddrages teorier om moderniseringsprojekter og betydningen af lokal, praksisbaseret viden.
Østgrønlands historie og identitet
Projektet skal bidrage til en bredere forståelse af Grønlands historie ved at sætte fokus på Østgrønland, som ofte har stået i skyggen af vestgrønlandske erfaringer. Undersøgelsen belyser lokale perspektiver på integration, selvbestemmelse og samfundsudvikling og giver indsigt i de vilkår, der prægede befolkningen i en periode med omfattende forandringer.
Målet er et bogmanuskript med forventet færdiggørelse i 2027 og efterfølgende udgivelse på dansk og eventuelt grønlandsk.
Udgivelser & aktiviteter
Få overblik over Annette Østergaard Schultz’ publikationer, aktiviteter og projekter på forskningsportalen Pure.
- Østergaard Schultz, A.(2007). I én og samme båd. Lokal og regional kriseforvaltning under 1. verdenskrig. Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland.
- Schultz, Annette Østergaard (2002). ”Sociale forsikringer i Sønderjylland – administrativ brakmark eller nationalpolitisk slagmark?”, i Frandsen, Peter, m.fl. (red.), Harmonisering eller særordning. Sønderjylland som administrativ forsøgsmark efter Genforeningen 1920, Bd. 1 (s. 383-528). Historisk Samfund for Sønderjylland.
- Schultz, Annette Østergaard (1995). Arbejdsspærringen – fra de københavnske havnearbejderes dannelseshistorie. I Arbejderhistorie 1995 nr. 4. https://sfah.dk/assets/uploads/tidsskrift/Aargang-1995-1999/1995-4/annette-oestergaard-schultz_4_1995.pdf
- Schultz, Annette Østergaard (2017). Wartime and post-war societies (Denmark) i International Encyclopedia of the First World War. https://encyclopedia.1914-1918-online.net/article/wartime-and-post-war-societies-denmark/
- Schultz, Annette Østergaard (2015). Englemagersker – myte eller realitet? Om plejebørns dødelighed 1840-1900 i Mariager. I Arbejderhistorie 2015, I. https://doi.org/10.7146/arbejderhistorie.vi2.144483
- Schultz, Annette Østergaard (2017). Harald med trompeten. Gensidig påvirkning mellem generationer i 40 plejefamilier omkring 1900. I TEMP – tidsskrift for historie, Årg. 8, nr. 15. https://tidsskrift.dk/temp/article/view/103006/152058
- Schultz, Annette Østergaard (2021). Oplyst sundhedspolitik? Overdødelighed hos plejebørn fra Opfostringsstiftelsen 1770-1800. I Historisk Tidsskrift, Bind 121, hæfte 2. https://doi.org/10.7146/ht.v121i2.131048
- Schultz, Annette Østergaard (2023). Østgrønlandsk dissonans under moderniseringens første årti? Forholdet mellem udviklingen af erhverv og velfærdsydelser i Tunu i 1950’erne – og drivkræfterne bag. I TEMP – tidsskrift for historie. Årgang 14, nr. 27. https://tidsskrift.dk/temp/article/view/142323/185975
Foretrukne formidlingsform er den flerdimensionelle webformidling. Bedst udfoldet styrker den brugerens nysgerrighed og bringer kildematerialet i spil på en mere levende måde end den mere éndimensionelle tekst, evt. i samspil med en ”god historie”.
Eksempler:
Vejledning og presse
Vejledninger og guides
Brug Rigsarkivet vejledninger til slægtsforskning, personundersøgelser eller hjælp til at finde arkivalier og information fra arkiverne.
Skriv til Rigsarkivet
Hvis du ikke selv kan finde det du søger, kan du få hjælp af en arkivar til at søge i og bruge Rigsarkivets samlinger.
Kontakt presseafdelingen
Kontakt Rigsarkivets presseafdeling om aktuelle sager, interviews og mediehenvendelser.
Se også
Find en ekspert: Forskere i Rigsarkivet
Rigsarkivets forskere samarbejder og bidrager med viden til forskere, medier og offentlighed. Find Rigsarkivets eksperter her.
Rigsarkivets forskningsresultater
Se Rigsarkivets årlige beretning om forskningen resultater.
Ny forsker – Kom godt i gang!
Få en introduktion til hvordan du kommer i gang med at bruge arkiver i din forskning. Brug originale kilder fra Rigsarkivets samlinger af arkivalier og data fra 1100-tallet til i dag.