Nøgleaktører i Danmarks vej ind i det europæiske fællesskab

I kildepakken: Danmarks vej ind i Fællesmarkedet optræder der en række centrale personer. Mange af dem var embedsmænd ansat i udenrigsministeriet. Efter 2. verdenskrig fik cand.polit.erne en formativ effekt på dansk udenrigspolitik. Her finder du en biografi om de vigtigste, som kan hjælpe i forståelsen af de enkelte dokumenter i kildepakken.

Som handelsminister i Hedtoft-regeringen havde Krag (S) været tæt på den danske beslutning om accept af Marshallhjælpen i 1947.

Op gennem 1950’erne var det Krags linje som økonomiminister og senere som minister for udenrigsøkonomi, at Danmark i videst muligt omfang skulle søge samarbejde internationalt via OEEC, sammen med de nordiske lande, og at Danmark skulle søge et samarbejde med ’De seks Lande’ som senere blev til EF.

Det var Krags analyse, at vejen til vækst og udvikling i Danmark lå i at føre en politik, som ville tilpasse dansk økonomi til de europæiske markedsplaner. Det betød, at Krag førte en politik, som holdt på flere heste. Endemålet var EF selvom Danmark i 1960 blev medlem af EFTA, og derfor var Krag også opsat på, at få Danmark med i EF, da der i 1961 blev åbnet for optagelsesforhandlinger.

I de afgørende forhandlinger, som førte til dansk medlemskab af EF i 1972 spillede Poul Nyboe Andersen (V) en afgørende rolle.

Som professor i økonomi indtrådte han i 1968 i ministeriet Baunsgaard, hvor hans opgave blev at tilpasse dansk økonomi til den forestående integration i den europæiske markedsdannelse samtidig med, at man sikrede en fortsat dansk forankring med de nordiske lande.

Poul Nyboe Andersens titel i regeringen var økonomiminister og minister for nordiske anliggender samt europæiske markedsanliggender. Alene denne titel siger os, at det var en ganske kompliceret opgave, men det lykkedes Poul Nyboe Andersen i perioden 1968 til 1971 at opnå betydelige resultater i det, som skulle vise sig at være slutfasen i Danmarks vej ind i EF.

I efterkrigstiden kom cand.polit.erne til at få en formativ effekt på dansk udenrigspolitik, og Eyvind Bartels var en af nøgleaktørerne her.

I 1948 var han som nyudnævnt kontorchef i Udenrigsministeriets Økonomisk-politiske afdeling med til at forme dansk integration i den internationale økonomi efter dansk accept af Marshall-planen. I 1950 blev Bartels dansk delegeret ved OEEC, som administrerede Marshall-planen og derudover var han økonomisk rådgiver ved ambassaden i Paris.

Den unge Bartels kom i forbindelse med Jean Monet og de politiske kredse, som stod bag oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Allerede fra sin tidligere karriere markerede Bartels sig som en embedsmand, der forstod at kommunikere i klart sprog både på de ydre og indre linjer. I Bartels notater og depecher blev der ikke lagt skjul på, at det europæiske marked og integrationsovervejelser havde en sikkerhedspolitisk dimension, som sigtede på at bevare freden i Europa.

I årene 1961-63 ydede Bartels en trættelig indsats for Danmarks optagelse i EF, og hans analyser veg ikke tilbage for at udpege svagheder og traditionstænkning i dansk udenrigspolitik. Bartels havde et frugtbart parløb med Jens Otto Krag, som havde brug for en kritisk tænkende embedsmand. Efterfølgeren på udenrigsministerposten Hans Hækkerup fik til gengæld et mere anstrengt forhold til Bartels proaktive og kritiske stil. Sammenstødene med Hækkerup førte i 1965 til at Bartels blev forflyttet og udnævnt til ambassadør i New Delhi.

Efterfølgende overtog Bartels ambassadørposten i Washington i perioden 1971-75, og det var derfor ham, som kunne underrette amerikanerne om de danske bestræbelser på at blive optaget i EF i 1972. Bartels indberetning fra Washington efter den danske afstemning den 2. oktober 1972 står derfor som en analyse af Danmarks nye stilling i Europa og globalt.

Som ung fuldmægtig i Udenrigsministeriets Økonomisk-politiske afdeling fik Jens Christensen i 1952 det som en af sine hovedopgaver at følge den markedsøkonomiske modernisering i Europa. Fra 1954 var han fungerende kontorchef og en af de drivende kræfter i forhold til at udarbejde analyser af konsekvenserne af en dansk tilnærmelse til det europæiske fællesmarked.

Efter en tid som midlertidig chargé d’affaires i Wien i perioden 1957-1960 vender Jens Christensen tilbage til den Økonomisk-politiske afdeling, hvor han bliver central i relation til formulering af den danske kurs. Fra 1964 overtager Jens Christensen ledelsen af afdelingen, som på dette tidspunkt både voksede i størrelse og indflydelse.

Udviklingen og den politiske betydning af Europapolitikken fører i 1966 til at Udenrigsministeriet opretter et egentligt markedssekretariat under Jens Christensens lederskab. I 1967 får Jens Christensen titel af ambassadør, og det var med til at understrege betydningen af markedssekretariats rolle i formuleringen af dansk udenrigspolitik i de formative år op mod 1972.

Den 22. januar 1972 da Danmark formelt tiltræder Romtraktaten bliver den ikke blot underskrevet af statsminister Jens Otto Krag, og Ivar Nørgaard, men også af ambassadør Jens Christensen. Dermed gik der en linje fra de første analyser fra midten af 1950’erne til Danmarks endelige vej ind i EF via Jens Christensen, som repræsenterede kontinuitet og bureaukratisk forankring i dansk europapolitik. Fra 1971 til 1977 var Jens Christensen chef for departementet for udenrigsøkonomi.

Som central embedsmand og økonom i Udenrigsministeriets Økonomisk-politiske Afdeling spillede Skak-Nielsen en afgørende rolle i udformningen af dansk markedspolitik i begyndelsen af 1960’erne.

En af de store udfordringer for embedsmændene i Udenrigsministeriet var at udforme valide analyser af konsekvenserne af markedsudviklingen i Europa. Skak-Nielsen markerede sig som en udtalt kritiker af en eventuel dansk tilpasning til ’De seks Landes’ fælles landbrugsprispolitik og i hans analyser tvivlede han på det mulige i et tæt dansk-europæisk samarbejde. Som udenrigsminister var Jens Otto Krag ikke enig i Skak-Nielsens analyser.

Efterfølgende gjorde Skak-Nielsen karriere i NATO, FN og EFTA og i 1966 overtog han embedet som rigsstatistiker i det nye Danmarks Statistik.

Som nyuddannet jurist blev Max Sørensen ansat i Udenrigsministeriet som sekretær i den Politisk-juridiske afdeling. Her viste Max Sørensen sig hurtigt som en juridisk kapacitet og blev i 1943 udsendt som attaché ved det danske gesandtskab i Bern. Fra det neutrale Schweiz blev han i 1944 forflyttet til gesandtskabet i London, som i krigens sidste fase indtog en nøglestilling i dansk udenrigspolitik.

I 1945 blev Max Sørensen udnævnt til fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Ved siden af det krævende arbejde i ministeriet havde Max Sørensen skrevet på en afhandling, som i 1946 indbragte ham den juridiske doktorgrad ved Aarhus Universitet. I 1947 blev den kun 34-årige Max Sørensen ansat som professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Max Sørensen fortsatte med at arbejde som juridisk konsulent for Udenrigsministeriet og var i perioden 1949-51 med af De forenede Nationers kommission for menneskerettigheder 1949-51 og yderligere medlem af Den europæiske menneskeretskommission fra 1955-72 og dens præsident fra 1967-72. Formelt blev Max Sørensen i 1956 Udenrigsministeriets rådgiver i folkeret.

I forbindelse med ændringen af Grundloven i 1953 havde Max Sørensen spillet en væsentlig rolle i forbindelse med formuleringen af Grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse. Derfor var det naturligt, at Max Sørensen i maj 1957 fik til opgave at udarbejde et afgørende notat om de principelle spørgsmål vedrørende §20 og en tilpasning til den europæiske markedsdannelse baseret på Rom-traktaten. Et dokument som blev juridisk rettesnor for dansk EF-politik op gennem anden halvdel af det 20. århundrede.

Efter dansk medlemskab af EF tiltrådte Max Sørensen som den første danske dommer ved EF-domstolen i perioden 1973-79 og fungerede også som dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 1980-81.