Klimamatch: Vinderen er fundet

6. november 2025

Klimamatch: Vinderen er fundet

Siden august har omkring 6.050 elever fra 7.– 10. klasse verificeret over 1.6 mio. historiske vejrdata fra gamle skibsjournaler i Rigsarkivet.

alt

Digitaliseret vejrdata

I flere århundreder har skippere og styrmænd på danske skibe ført logbog over vejr på deres rejser med fjerpen og blæk, og det er de optegnelser, som eleverne har tydet i spillet.

Vindretninger, temperaturer, isbjerge og mange andre observationer, der er skrevet med håndskrift for flere hundrede år siden på et vuggende skib, er nu blevet digitaliseret, og skal bruges til klimaforskningen – for kun hvis man ved noget om fortidens vejr, kan man sige noget om fremtidens vejr.

Og vinderen er…

Det blev 8. klasse fra Køge Lille Skole, der løb med hovedpræmien.

Eleverne fortæller: ”Klimamatch har været vildt sjovt. Vi lærte en masse om klima og arbejdede virkelig godt sammen som klasse. Det var fedt at vide, at vi faktisk hjalp rigtige forskere og at vinde var bare helt vildt fedt. Til sidst var det bare ’eyes on the prize’, baby! Nu glæder vi os mega meget til præmieoverrækkelsen.”

Klassens lærer Michelle Damskier supplerer:

“Vi tilmeldte os Klimamatch, fordi den historiske vinkel på klimaet lød vildt spændende, og det fangede eleverne med det samme. De gik op i spillet, og det gjorde læringen sjov og styrkede samtidig sammenholdet i klassen. Som lærer er det fantastisk at se, hvordan eleverne oplever, at deres indsats faktisk bidrager til at forstå fremtidens klima. Der opstod en helt særlig energi og respekt i klassen, som stadig kan mærkes.”

Hvad er Klimamatch?

Klimamatch er et gratis spil via mobilapp og computer. I spillet fik eleverne små bidder af gamle vejroptegnelser fra skibsjournaler, som de skulle aflæse og verificere.

Der findes allerede en algoritme, der forsøger at aflæse håndskriften automatisk, men den er ikke 100 procent fejlfri. Eleverne har hjulpet med at tjekke de autentiske data og rette fejl, så data er korrekte og brugbare for forskere.

Eleverne har samlet point, både som enkeltpersoner og som klasse, baseret på både mængden og kvaliteten af de data, de har indtastet. De har fået yderlige point ved af gennemgå ”boostere” lavet af både Rigsarkivet og DMI. Her lærer eleverne bl.a. om vejr, klima, navigation, historiske kilder og andet.

Fakta om Klimamatch

  • Klimamatch er et samarbejde mellem Rigsarkivet og DMI, og en del af projekt ROPEWALK.
  • ROPEWALK er støttet af A.P. Møller Fonden med 14,25 millioner kroner.
  • 253 klasser har dystet i Klimamatch, og resultatet er imponerende: 1.664.622 crowdsourcede klimadata til brug for klimaforskningen.

Eleverne fejret på M/S Museet for Søfart

Den 3. november fejrede Rigsarkivet og DMI elevernes indsats ved et arrangement på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Her modtog 8. klasse fra Køge Lille Skole hovedpræmien på 25.000 kr.

Ud over hovedpræmien blev der også fundet regionsvindere. Hver klasse modtog 5.000 kr. til klassekassen.

Regionsvinderne er:

  • Region Syddanmark: 7.C, Fourfeldtskolen, Esbjerg V
  • Region Nordjylland: 7.B, Dronninglund Skole, Dronninglund
  • Region Midtjylland: G-Klassen, Krabbeshus Heldagsskole, Skive
  • Region Sjælland: 7. klasse, Køge Lille Skole, Køge
  • Region Hovedstaden: 7A, Hans Rømer Skolen, Aakirkeby

Desuden har alle elever, der har deltaget i konkurrencen fået et fint diplom som tak for deres indsats.