Ansøg om andre oplysninger

Ansøg om andre oplysninger

Du kan ansøge om oplysninger om dig selv, som findes i Rigsarkivet. Det er gratis at få udleveret egne oplysninger.

Ansøg om andre oplysninger

Du har ret til indsigt, men ikke alt er bevaret

Du har ret til indsigt i dine egne oplysninger, når de er afleveret til et offentligt arkiv. Det betyder, at du kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om dig i en sag, og det er gratis at få materialet udleveret. Du har ikke nødvendigvis ret til at se hele sagen, hvis den indeholder følsomme personoplysninger om andre.

Dine oplysninger kan være i forskellige arkiver

Historiske dokumenter bevares i Rigsarkivet eller i kommunernes arkiver. Rigsarkivet opbevarer arkiver fra alle myndigheder i staten og regionerne og fra halvdelen af landets kommuner. Rigsarkivet har også arkiver fra institutioner, organisationer, private virksomheder og privatpersoner.

Rigsarkivet opbevarer arkiver fra alle myndigheder i staten og regionerne og fra halvdelen af landets kommuner.

Rigsarkivet opbevarer fx:

  • Kirkebøger
  • Folkeregisterkort med adresser før 1978
  • Adoptionssager
  • Jordemoderprotokoller med fødselstidspunkter
  • Sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet
  • Dokumentation for uddannelse og eksamen
  • Sager om faderskab, biologiske forældre og børnebidrag
  • Sager om ægteskab, skilsmisse og forældremyndighed
  • Dokumentation fra politi og domstole om lovovertrædelser, straffe og domme
  • Patientjournaler om behandling på sygehuse
  • Sagsbehandling i styrelser, ministerier og andre statslige myndigheder
  • Oplysninger om indkomst og skat
  • Offentlige registre
  • Forskningsdata
  • Private arkiver fra institutioner, organisationer, virksomheder og private personer

Nogle kommuner har eget arkiv, ofte kaldet et stadsarkiv. Andre kommuner har afleveret deres dokumenter og digitale data til Rigsarkivet. Kommunearkiver opbevarer fx dokumenter om:

  • Bopæls- og adresseoplysninger (folkeregisterkort)
  • Kommunens skoler
  • Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet
  • Behandling på sygehuse
  • Indkomst og skat
  • Socialsager
  • Andre oplysninger fra kommunens forvaltning

Forbered din ansøgning

Hvis du vil søge indsigt i oplysninger om et emne, som ikke har sin egen ansøgningsblanket i listen ovenfor, så kan du ansøge via blanketten herunder.

Når du ansøger om oplysninger om dig selv via Rigsarkivets blanket, bliver du bedt om at udfylde en række oplysninger om dig selv og om de oplysninger du søger. Her kan du se, hvilke oplysninger vi skal bruge for at finde dine oplysninger i arkiverne:

Oplys, så godt du kan

Information om det, du søger

Om dig

Dit daværende navn og bopæl.

Hvor i landet?

Hvilken landsdel boede du i eller lå den myndighed, der behandlede sagen?

Hvad søger du?

Giv konkrete informationer om det, du søger oplysninger om. Vi kan ikke behandle en ansøgning med ‘Alt om mig selv’ eller ‘Alle oplysninger’.

Hvornår og hvor?

Hvilken dato eller periode er oplysningerne fra, og hvor foregik det?

Involverede parter

Var andre personer parter i sagen, og hvilke myndigheder var involveret?

Andre relevante informationer

Kender du journalnummer eller andre informationer, der kan hjælpe os med at finde de ønskede oplysninger?

Ansøger du på vegne af en anden?

Du skal bruge en fuldmagt, hvis du hjælper en anden med at ansøge om oplysninger fra Rigsarkivet. I skal begge underskrive fuldmagtsblanketten, som skal vedhæftes ansøgningen.

Print og udfyld blanket til fuldmagt:

Hvilke oplysninger får jeg at se?

Du modtager dine oplysninger fra Rigsarkivet i form af en scannet kopi af dokumenterne. Du kan ikke få udleveret de originale papirer.

Du har ikke ret til at se følsomme personoplysninger om andre end dig selv – også selvom oplysningerne står i de dokumenter, der handler om dig. Det betyder, at din kopi af dokumenterne typisk har anonymiserede tekststykker, hvor følsomme oplysninger om andre personer er sløret.