Ny unik kilde til forskning i indkomstudvikling

23. marts 2026

Ny unik kilde til forskning i indkomstudvikling

Nyt historisk personindkomstregister betyder at forskere kan se indkomstdata 10 år længere tilbage.

alt

Historisk Personindkomstregister 1970-1980

I år 1970 blev kildeskatten indført i Danmark – et skattesystem, der revolutionerede måden, skat blev inddrevet på.

Nu, præcis 54 år senere, udgiver Rigsarkivet et unikt datasæt, der giver forskere adgang til personindkomster fra 1970-1980. Det er 10 år længere tilbage end Danmarks Statistiks eksisterende register.

Dette åbner helt nye muligheder for at forstå livsindkomster, indkomstudvikling og samfundsøkonomiske tendenser over en længere tidsperiode.

Hvorfor er dette register vigtigt?

Kildeskatten blev indført i 1970 som en måde at indeholde skat direkte i lønnen, inden udbetaling til borgerne. Arbejdsgiveren trækker skatten fra bruttolønnen og betaler den videre til SKAT. Årsopgørelsen, som alle skatteydere kender i dag, blev skabt for at opgøre den endelige skat for året.

Rigsarkivet har bevaret de historiske data fra kildeskattens indførelse, og disse data er nu blevet omdannet til et konsistent og forskningsvenligt register. Med det nye Historiske Personindkomstregister kan forskere nu trække tråde hele 10 år længere tilbage – til selve startskuddet for kildeskattesystemet.

Dette er muligt, fordi Rigsarkivet har arkiveret og bevaret data fra Kildeskattedirektoratets SLUT-ligningssystem (Det Centrale Skatteyderregister – Ligningsdelen, CSR-L). Uden denne bevaring ville en vigtig del af Danmarks økonomiske historie være gået tabt.

Hvad kan forskere bruge registret til?

Historisk Personindkomstregister giver ny indsigt i indkomstudviklingen over tid og mulighed for at:

  • Beregne livsindkomster over længere perioder.
  • Analysere indkomstforskelle mellem grupper og generationer.
  • Forstå samfundsøkonomiske tendenser i en periode med store forandringer.
  • Koble data med Danmarks Statistiks eksisterende register for at skabe længere tidsserier.

Registeret indeholder bl.a. oplysninger om:

  • A-indkomst (lønindkomst)
  • B-indkomst (selvstændig virksomhed)
  • Aktieindkomst, renter og formue
  • Overskud af virksomhed og fast ejendom

Data er renset og struktureret, så det kan bruges sømløst sammen med Danmarks Statistiks personindkomststatistik. Dubletter er fjernet, variabler er sammensat, og navngivningen er tilpasset, så datasættet er klar til analyse

Graf, der viser fordelingen af BRUTTO.

Grafen viser fordelingen af BRUTTO fra hhv. Historisk Personindkomstregister 1970-1980 og Danmarks Statistiks Personindkomstregister 1980-2023.

Hvorfor udkommer registret lige nu?

Den 23. marts 2026 udsendes årsopgørelsen for 2025 til alle skatteydere. Det er en passende anledning til at mindes, at årsopgørelsen har en lang historie – og at de gamle data nu kan bruges på nye måder til gavn for forskning, statistik og en bedre forståelse af samfundsudviklingen.

Hvad indeholder datasættet?

  • Konsistente variabler: BRUTTO og PERSINDKIALT, der svarer til Danmarks Statistiks nøglevariabler.
  • Sømløs integration: Data er tilpasset, så de ligger perfekt i forlængelse af Danmarks Statistiks register.
  • Visualisering: Vi har plottet gennemsnit og percentiler og lagt dem sammen med Danmarks Statistiks Højkvalitetsdokumentation. Resultatet er et sammenhængende billede af indkomstudviklingen over tid.

Hvordan får du adgang?

Historisk Personindkomstregister er klar til brug i forskning og statistik. Du kan bestille datasættet via:

En skjult skat for forskningen

Dette register er et vigtigt bidrag til socioøkonomisk forskning og et eksempel på, hvordan bevarelse af data kan skabe ny viden. Uden Rigsarkivets arbejde med at arkivere og bevare de historiske årsopgørelser ville disse data ikke være tilgængelige i dag.