Rigsarkivet langtidsbevarer det danske demokrati

I 1848 skulle der vælges medlemmer til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som skulle udarbejde den nye, demokratiske forfatning. I Præstø opstillede den nationalliberale professor H. N. Clausen fra København. Men fik han en modkandidat: Bomuldsvæver og daglejer Hans Hansen fra Bondevennerne. Hansen kom fra landbosamfundets nederste socialgruppe.

Clausens støtter gik straks i gang med at indhente oplysninger om ham hos politiet. Hansen havde været arresteret for delagtighed i et tyveri, men var blevet løsladt uden sigtelse. På valgdagen gjorde Clausen og hans støtter opmærksom på Hansens fortid. Men uden held: Hansen vandt med 562 mod Clausens 321 stemmer.

Allerede en uge efter valget satte Clausens støtte bl.a. en større underskriftsindsamling i værk, og de fik 325 vælgere til at protestere imod hans valg. Hansen gav op over for denne hetz og nedlagde sit mandat. Ved et omvalg en måned senere blev pastor N.F.S. Grundtvig valgt som kredsens repræsentant.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling diskuterede, hvordan den nye, demokratiske forfatning skulle se ud, og hvem der skulle have lov til at stemme.

For de nationalliberale og konservative blev Hans Hansens valg et skræmmebillede på, hvad den uindskrænkede valgret kunne føre til. I Grundloven af 1849 var valgretten meget begrænset. Kun mænd over 30 år, som havde egen husstand og en vis økonomisk selvstændighed, kunne stemme.

Kvinder havde ingen stemmeret, og det samme gjaldt tjenestefolk og fattige. Disse regler udelukkede store dele af befolkningen. I alt stod omkring 85 procent af befolkningen uden politisk indflydelse. Valgret blev betragtet som en rettighed for borgere med særlige forudsætninger – ikke som noget, alle havde krav på.

Når man skulle stemme, foregik det ved, at vælgerne samledes på torvet i den nærmeste større by. Her præsenterede kandidaterne sig, og man kunne stille spørgsmål til dem. Selve valghandlingen foregik ved kåring, dvs. ved at vælgerne rakte hånden i vejret. Den kandidat, som fik flest hænder, havde vundet.

Hvis en af kandidaterne ønskede skriftlig afstemning, skulle vælgerne fortælle den valgtilforordnede, hvem de ville stemme på. Den valgtilforordnede skrev det så ind i en valgprotokol. Derfor kan vi i dag se, hvem vores forfædre stemte på, fordi protokollen er blevet afleveret til arkiverne.

Men det gjorde det muligt for andre at følge med i stemmeafgivelsen. F.eks. ens arbejdsgiver eller godsejeren var valgtilforordnede eller stod bag en i valgkøen. Arbejdsgivere, godsejere og lokale myndigheder havde ofte stor indflydelse i lokalsamfundet. Det kunne være svært at stemme frit, hvis man ikke ville lægge sig ud med sin chef.

Et vigtigt skridt mod et mere frit demokrati var indførelsen af hemmelige valg i 1901. Med stemmesedler og valgbokse blev det muligt at afgive sin stemme uden, at andre kunne se det. Det reducerede risikoen for pres og gjorde valgene mere retfærdige.

Med Grundloven af 1915 fik kvinder valgret. Det betød, at en langt større del af befolkningen inddraget i det politiske system. Ønsket om valgret til kvinder blev rejst første gang i 1886. Forslaget gik igennem Folketinget, hvor Venstre havde flertal, men blev forkastet af de konservative politikere i Landstinget. De mente nemlig, at kvinder ikke var egnede til politisk arbejde på grund af deres specielle psyke.

Det første folketingsvalg efter den nye grundlov blev afholdt i 1918, hvor der var opstillet 402 kandidater. Kun 41 af dem var kvinder. Fire af kvinderne blev valgt til Folketinget.

Det danske demokrati har ikke udviklet sig uden udfordringer. Da danskerne skulle stemme i 1943, var landet besat af det nazistiske Tyskland. Det medførte censur og indskrænkninger i forsamlings- og ytringsfriheden. Hårdest var det gået ud over Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der var blevet forbudt.

Embedsmændene i Indenrigsministeriet begyndte at planlægge det kommende folketingsvalg. Hvad skulle man gøre med kommunisterne? Embedsmændene mente, at man ikke kunne nægte dem ret til at stemme. På den anden side kunne kommunistiske partier ikke opstille, så hvis kommunisterne ville stemme, var de nødt til at stemme på et af de andre partier.

Og så var der spørgsmålet, om man der skulle være en fri valgkamp. Embedsmændene var nemlig bange for, at en fremgang til yderfløjene ville forværre samarbejdet med tyskerne. Det endte dog med, at en egentlig valgkamp blev tilladt.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre var frem til 1973 de dominerende partier. Folketingsvalget 4. december 1973 vendte op og ned på dette politiske billede. Næsten 44 % af alle vælgerne skiftede nemlig parti. Der var tale om det største vælgerskred i dansk historie. Valget blev derfor hurtigt kendt som Jordskredsvalget.

Tre nye protestpartier kom ind. Kristeligt Folkeparti var dannet som en reaktion mod pornos frigivelse, fri abort og seksualundervisning i folkeskolen. Her ønskede man fokus på familien og moralske værdier. Centrum-Demokraterne (CD) med Erhard Jakobsen i spidsen brød ud fra Socialdemokratiet. I CD var man utilfreds med det gamle arbejderpartis venstredrejning og ungdomsoprøret.

Det største nye parti var dog Fremskridtspartiet, der stormede ind i Folketinget med næsten 16 % af vælgerne bag sig og fik 28 mandater. Partiet var blevet dannet i 1972 af advokat Mogens Glistrup, som talte imod det høje skattetryk og bureaukratiet i den offentlige sektor, de såkaldte ”papirnussere”.

1970’erne var generelt kendetegnet af mange nye partier. Indenrigsministeriet skal godkende, at partier levede op til valglovgivningen. F.eks. at de ikke tager et partinavn, der allerede er taget. I Indenrigsministeriets arkiv kan vi derfor se navnene på 1970’ernes mange partier: Danmarks Socialistiske Arbejderparti, Matriarkalsk Folkeparti, Danmarks Nationale Frihedsparti, Et Paradis For Alle, Samfundspartiet og De Svages Opsamlingsgruppe.

Rigsarkivet bevarer arkivalierne, som giver indblik i det danske demokratiske udvikling og resultaterne af folketingsvalgene. Arkivalierne gør det muligt at forstå, hvordan det danske demokrati har ændret sig fra et system for de få til et system for de mange.

Stemmerne for hvert parti og kandidat bliver indført i et digitalt valgsystem. Tallene går videre til Danmarks Statistik, der laver den officielle valgopgørelse på vegne af Indenrigsministeriet. Og derefter afleverer Danmarks Statistik en arkiveringsversion af valgdata til Rigsarkivet.

På den måde får vi dokumenteret, hvem der blevet valgt ind og dermed skal bestemme over Danmark de næste fire år.

Landets valgforskere arkiverer også deres undersøgelser hos Rigsarkivet.

Det Danske Valgprojekt har siden 1971 gennemført landsdækkende vælgerundersøgelser. Formålet er at finde ud af, hvorfor vi vælgere stemmer, som vi gør. Undersøgelserne er en unik tidsserie om partivalg og politiske holdninger i Danmark over et halvt århundrede.

Du kan downloade undersøgelserne her.

Når vi bevarer data om folketingsvalg, sikrer vi demokratisk indsigt og gennemsigtighed, så der ikke er tvivl om valgresultatet.