Kaperbreve fortæller historien om ”statsautoriseret pirateri”
Kaperbreve fortæller historien om ”statsautoriseret pirateri”
Under Englandskrigen gav den danske stat private kapere lov til at opbringe fjendtlige skibe.
Private i søkrig
Bevæbnede mænd, kaprede handelsskibe og udsigten til at tjene penge på fjendens last – det kunne ligne pirateri, men der var tale om private skibe, der tog på jagt efter fjendtlige handelsskibe under Englandskrigen, der brød ud i 1807.
Med et kaperbrev i ryggen kunne kaperne opbringe skibe og føre dem i havn – og hvis kapringen blev godkendt ved særlige prisedomstole, kunne skibet og lasten sælges. Fortjenesten blev fordelt mellem blandt andre kaptajnen og besætningen fra kaperskibet.
Rigsarkivet har bevaret de originale kaperbreve, der bringer os tæt på et dramatisk kapitel i dansk søfartshistorie.
Arkivar Adam Jon Kronegh, der i flere år har beskæftiget sig med emnet, fortæller:
”Kaperbrevene er fascinerende, for de viser, hvordan staten helt konkret gav private personer tilladelse til at deltage i krigen til søs. Det, vi i dag umiddelbart ville kalde pirateri eller sørøveri, var sat i system og reguleret af staten. Så en kaper var altså ikke pirat i juridisk forstand, for pirater opererede uden statens tilladelse. De danske kapere havde derimod et lovligt kaperbrev og var derfor en lovlig del af søkrigen.”
Krigen set fra skibsdækket
Udover kaperbrevene, kan ses online, har Adam Jon Kronegh fundet to usædvanlige engelske logbøger fra handelsskibene Susanna og The Oak. De giver et sjældent indblik i begivenhederne set fra den anden side.
”Det særlige ved de her logbøger er, at begivenhederne bliver skrevet ned, mens de finder sted – og at det er englænderne selv, der skriver. Det er ikke en erindring nedfældet ti år efter eller en forklaring afgivet i retten. Det er de linjer, en engelsk styrmand nåede at få ned, før de bevæbnede mænd stod på hans dæk. Så vi kan komme helt tæt på. Vi oplever ikke kun Englandskrigen gennem myndighedernes dokumenter og de efterfølgende retssager. Pludselig står vi nærmest selv på dækket, mens de bevæbnede mænd kommer om bord. Det gør historien meget nærværende,” siger Adam Jon Kronegh.
“For kongen af Danmark”
Skibet Susanna var den 21. november 1807 på vej fra Sankt Petersborg mod Portsmouth, da en båd nær Bornholm nærmer sig skibet. Kort efter kommer endnu en båd. Seks mænd, bevæbnet med pistoler og korte sabler, går herefter om bord. I Susannas logbog blev det nøgternt noteret, at kaperne tog Susanna i besiddelse ”for kongen af Danmark”.
Få uger tidligere havde det engelske skib The Oak oplevet noget lignende. Den 6. november kommer fire robåde med omkring 60 mand ud fra Bornholm og overtager skibet. En time senere bliver besætningen ført i land, og derefter ophører logbogens optegnelser. Hvad der siden skete, vides ikke.
Enestående National Betydning (ENB)
Kaperbrevene kan ses online som en del af ENB-projektet, der er muliggjort med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.
Læs mere
Danmarks vigtigste dokumenter digitaliseres og fremtidssikres
Nu bliver der sat strøm til Rigsarkivets fineste samlinger. Alle dokumenter af enestående national betydning skal digitaliseres, så man kan gå til kilderne online. Projektet realiseres med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.
Se skibsjournaler online
Rigsarkivet har digitaliseret 300 års skibsjournaler, som er tilgængelige på Arkivalieronline.
Gå på opdagelse i Havets Arkiv
På det interaktive kort kan du søge efter sejlruter, fortællinger og klimadata fra de digitaliserede skibsjournaler.