Kenn Tarbensen
Kenn Tarbensen
Virksomheds- og erhvervshistorie og økonomisk kriminalitet er fokuspunkterne for seniorforsker Kenn Tarbensens forskning.
Ekspertområder
Erhvervshistorie
Viden om dansk erhvervshistorie i bred forstand – såvel om enkelte virksomheder som om brancher.
Økonomisk kriminalitet
Viden om bedragerier m.m. i dansk erhvervsliv før ca. 1960.
Kilder til virksomhedshistorie
Indsigt i kilder til virksomheders historie på bedriftsniveau, herunder den lovgivningsmæssige baggrund.
Kontaktoplysninger
Kenn Tarbensen
Arkivar, seniorforsker, ph.d.
Kenn Tarbensen besvarer henvendelser fra forskere og journalister om forskningsområdet, forskningssamarbejde og medvirken i medier.
For spørgsmål om Rigsarkivet som myndighed eller aktuelle sager kontaktes presseafdelingen.
Erhvervshistorie siden 1750
Som historiker har Kenn Tarbensen arbejdet indenfor en bred vifte af forskellige områder, herunder kulturhistorie og socialhistorie.
Et hovedfokus var været dansk erhvervshistorie siden 1750. Området er dækket bredt i hans forskning: Nedbrydningsbranchen, regnskabshistorie, by- og arkitekturhistorie, danskernes forbrug af fisk, holdninger til multinationale virksomheder, personalhistorie (fx G.A.L. Thorsen) og meget andet.
Afsættet er typisk arkivalier fra virksomheder og erhvervslivets organisationer, indsamlet i Erhvervsarkivet i Aarhus siden 1948 (fra 2016: Rigsarkivet i Viborg).
Aktuel forskning
Svindel og bedrageri i dansk erhvervsliv
Kenn Tarbensen undersøger økonomisk kriminalitet i dansk erhvervsliv i perioden 1900-1925. Hvor forskningen især har beskæftiget sig med markante sager som Alberti-sagen (1908) og Landmandsbankens krak (1922), rummer perioden en lang række mindre kendte sager. De viser mønstre og mekanismer, som også kendetegner nutidens økonomiske kriminalitet.
Projektet undersøger svindel og bedrageri begået af fremtrædende erhvervsfolk og sætter udviklingen ind i et længere historisk perspektiv. Arbejdet udspringer af Kenn Tarbensens seneste bog om Poul Glindemanns finans- og ejendomssvindel 1940-1960 og udvider perspektivet til de første årtier af det 20. århundrede.
Motiver, metoder og kontrolmekanismer
Undersøgelsen fokuserer på gerningsmændenes baggrunde, motiver og metoder samt på de kontrolmekanismer, der svigtede. Sagerne omhandler især virksomhedsejere og direktører i betroede stillinger. Centrale spørgsmål er kriminalitetens omfang, de involverede personer, lovovertrædelsernes karakter og fremgangsmåder samt de begrundelser, gerningsmændene anvendte.
Politi-, rets- og virksomhedsarkiver
Projektet bygger primært på politi- og retsarkiver i Rigsarkivet samt virksomheds- og organisationsarkiver. Til kortlægning af sager anvendes Erhvervsarkivets seddelkartotek med oplysninger om domfældte, der er omtalt i Ugeskrift for Retsvæsen 1867-1968. Digitaliserede aviser i Mediestream bruges til at identificere sager og belyse samtidens opfattelser.
Originale kilder til økonomisk kriminalitet
Kilderne giver adgang til originale dokumenter og detaljerede beskrivelser af både de kriminelle handlinger og deres samfundsmæssige sammenhæng. Materialet gør det muligt at identificere mønstre, som hidtil kun har været sparsomt belyst. Projektet udfolder dermed et forskningsområde, der kun i begrænset omfang er undersøgt tidligere, på baggrund af originale kilder.
Parallelt gennemføres mindre arkivhistoriske undersøgelser samlet under titlen Studier i enevældens erhvervslovgivning og myndighedspraksis. Fokus er arkivdannelse fra og om virksomheder før 1862 samt betydningen af Anordning angående Handelsberettigelse m.v. af 23. april 1817, der kan betragtes som Danmarks første egentlige firmalov.
Arkivdannelse og den første firmalov
Undersøgelserne belyser, hvordan arkiver fra industrielle virksomheder blev skabt og bevaret, samt hvilken betydning anordningen fra 1817 fik for erhvervslivet. Projekterne udspringer af forskningsspørgsmål, som hidtil har manglet tilfredsstillende svar, og skal styrke grundlaget for videre forskning i ældre dansk erhvervshistorie.
Projekterne knytter an til Kenn Tarbensens artikel i Erhvervshistoriske Årbog: Butikken, værkstedet og fabrikken – centrale kilder til dansk virksomhedshistorie efter 1862.
Udgivelser & aktiviteter
Få overblik over Kenn Tarbensens publikationer, aktiviteter og projekter på forskningsportalen Pure.
- Tarbensen, K. (2026). Gelindemanden og hans kumpaner. Poul Glindemanns finans- og ejendomssvindel 1940-1960. Syddansk Universitetsforlag
- Tarbensen, K., Mikkelsen, J. (2022). Arkivgutterne fortæller: 50 udvalgte historier fra Rigsarkivet. Turbine.
- Tarbensen, K. (2021). Det multinationale gennembrud: Holdninger til udenlandske investeringer i dansk erhvervsliv 1945-1980. Syddansk Universitetsforlag.
- Tarbensen, K., Falbjerg Jensen, N., Bitsch Christensen, S. (2021). Torvehuse: Historien om bygningerne på Store og Lille Torv i Aarhus, Aarhus Byhistoriske Fond/Turbine.
- Tarbensen, K. (2019). Fisk til folket, Aarhus Universitetsforlag (i serien 100 danmarkshistorier).
- Tarbensen, K. (2012). For alle Danmarks fiskere. Danmarks Fiskeriforening 125 år, 1887-2012, Danmarks Fiskeriforening.
- Tarbensen, K., Brøgger Jensen, K., Hedegaard Liljegren, L. (2010). Regnskabshistorie: Erhvervsregnskaber som kilder i historieforskningen, Erhvervsarkivet.
- Tarbensen, K., Buhl Thomsen, K., Bitsch Christensen, S. (2010). Industriminder i det gamle Århus, Århus byhistoriske Fond.
- Tarbensen, K. (2003). Julemærket til gavn for børn. Julemærkefonden.
- Tarbensen, K. (1999). Århus og Junigrundloven: Politiske læreår og fjendtlige besættelser i midten af 1800-tallet. Århus byhistoriske Udvalg.
Redaktør af Erhvervshistorisk Årbog siden 2012.
Webmaster m.m. i Dansk Teknologihistorisk Selskab siden 2008.
Medlem af Kildeskriftselskabet.
- Bøger og artikler
- Foredrag, interviews
- Småstykker i aviser og tidsskrifter
Vejledning og presse
Vejledninger og guides
Brug Rigsarkivet vejledninger til slægtsforskning, personundersøgelser eller hjælp til at finde arkivalier og information fra arkiverne.
Skriv til Rigsarkivet
Hvis du ikke selv kan finde det du søger, kan du få hjælp af en arkivar til at søge i og bruge Rigsarkivets samlinger.
Kontakt presseafdelingen
Kontakt Rigsarkivets presseafdeling om aktuelle sager, interviews og mediehenvendelser.
Se også
Find ekspert: Forskere i Rigsarkivet
Rigsarkivets forskere samarbejder og bidrager med viden til forskere, medier og offentlighed. Find Rigsarkivets eksperter her.
Rigsarkivets forskningsresultater
Se Rigsarkivets årlige beretning om forskningen resultater.
Ny forsker – Kom godt i gang!
Få en introduktion til hvordan du kommer i gang med at bruge arkiver i din forskning. Brug originale kilder fra Rigsarkivets samlinger af arkivalier og data fra 1100-tallet til i dag.