Niklas Thode Jensen

Niklas Thode Jensen

Kolonihistorie, medicin-, videnskabs- og miljøhistorie er omdrejningspunkter for Niklas Thode Jensen, som er seniorforsker på Rigsarkivet.

Niklas Thode Jensen

Ekspertområder

Dansk Vestindien

Jomfruøernes historie ca. 1750-1900, især slaveri, sundhed og demografi.

Danske kolonier i Indien

Dansk Ostindien ca. 1700-1850, især mission, naturvidenskab, cirkulation af viden.

Klima, miljø og forurening

Miljøministeriets første klimapolitik 1985-1992 og Københavns forurenings- og sundhedshistorie ca. 1800-2000.

Kontaktoplysninger

Niklas Thode Jensen

Niklas Thode Jensen besvarer henvendelser fra forskere og journalister om forskningsområdet, forskningssamarbejde og medvirken i medier.

 

For spørgsmål om Rigsarkivet som myndighed eller aktuelle sager kontaktes presseafdelingen.

Fra dansk kolonihistorie til videnskabs- og klimahistorie

Dansk Vestindien, sundhed, slaveri og magt

Dansk Vestindien er et centralt omdrejningspunkt i Niklas Thode Jensens forskning med et tidsmæssigt tyngdepunkt i første halvdel af 1800-tallet. Her undersøger Niklas Thode Jensen på baggrund af arkivalier i Rigsarkivet og National Archives i USA især den slavegjorte befolknings sundhed og sygdom, og hvordan det danske kolonistyre forsøgte at kontrollere sundheden i stadig konkurrence med plantageejerne og den slavegjorte befolkning.

Tranquebar, naturvidenskab og mission

Et andet hovedspor er naturvidenskabens historie i de danske kolonier i Indien i 1700- og starten af 1800-tallet. Her viser Niklas Thode Jensen på baggrund af arkivalier i missionsarkiver i Tyskland og i Rigsarkivet, hvordan kolonien Tranquebar blev et tidligt knudepunkt for videnskabelig forskning pga. et internationalt samarbejde mellem protestantiske missionærer og indiske eksperter. I en proces hvor viden cirkulerede frem og tilbage mellem knudepunkter i Europa og i Indien, skabte de både ny, hybrid kolonial viden om den indiske natur og indsigt i den kristne guds skaberværk. Endvidere viser Niklas Thode Jensen, at den danske kolonimagt byggede videre på missionærernes arbejde og deltog i den videnskabelige udforskning af Indien pga. de økonomiske muligheder.

København, forurening og klima

Det tredje spor er dansk miljø- og klimahistorie i perioden 1800-2000. Her undersøger Niklas Thode Jensen dels sammenhængen mellem luftforurening og dødsårsager i København over 200 år, dels hvordan den første danske klimapolitik blev til i Miljøministeriet i slutningen af 1980’erne.

Aktuel forskning

Frie og ufrie befolkningsgrupper i Charlotte Amalies blomstringstid

Niklas Thode Jensen undersøger den demografiske sammensætning af frie og ufrie befolkningsgrupper i havnebyen Charlotte Amalie på St. Thomas i perioden ca. 1841-1870. Projektet placerer sig i den internationale forskning om Caribien, der i de seneste to årtier i stigende grad har fokuseret på “byernes verden”, bl.a. migration og sociale grupper. Den vinkel står stadig relativt svagt i historieskrivningen om Dansk Vestindien, selv om Charlotte Amalie var en af Caribiens vigtigste havne- og handelsbyer.

Migration, erhverv og overgangen fra slaveri til frihed

Forskningsspørgsmålene knytter sig til, hvor befolkningsgrupperne oprindelige kom fra, hvilke erhverv der karakteriserede dem, og hvilke ændringer grupperne gennemgik i overgangen fra slaveri til frihed. Perioden er valgt, fordi den både rummer byens blomstringstid og spænder over tiden før og efter ophævelsen af slaveriet i 1848. Niklas Thode Jensen bruger dermed Charlotte Amalie som en indgang til at undersøge sammenhængen mellem migration, arbejde og sociale omformninger i en kolonial by.

Folketællinger, projektet Mapping Freedom og Rigsarkivets arkivalier

Undersøgelsen bygger på statistisk bearbejdning af transskriberede folketællinger fra perioden 1841-1870. Disse data er en del af kildegrundlaget for Mapping Freedom, et igangværende forskningsinfrastrukturprojekt ledet af professor Gunvor Simonsen ved Københavns Universitet, som Rigsarkivet og Niklas Thode Jensen deltager i.

Projektet er finansieret af Carlsbergfondet.

Se mere om Mapping Freedom op Københavns Universitets hjemmeside.

Gennem projektet bidrager Niklas Thode Jensen med et historisk casestudie, der gør data fra Mapping Freedom-infrastrukturen relevant for den internationale forskning i caribisk socialhistorie og demografi. Resultaterne formidles i en engelsksproget artikel.

Økologisk modernisering i miljø- og erhvervspolitik

Niklas Thode Jensen undersøger, hvordan ideen om ”økologisk modernisering” udviklede sig til officiel strategi i danske ministerier fra ca. 1971 til 2001. Projektet tager udgangspunkt i, at denne forestilling om en kobling mellem miljømæssige principper og økonomisk vækst gennem teknologisk innovation har været styrende for den måde, grøn omstilling er blevet tænkt politisk. Denne idé kan spores blandt virksomheder fra begyndelsen af 1970’erne og blev senere en strategi i Miljøministeriet.

Aktører, roller og idéens udmøntning

Forskningsspørgsmålene er, hvordan ideen om økologisk modernisering udviklede sig gennem perioden, hvilke aktører der spillede hvilke roller, og hvordan ideen blev omsat i konkrete initiativer. Niklas Thode Jensen undersøger især Miljøministeriet og ser på industri, NGO’er, videnskabelige eksperter og embedsmænd som aktører i udviklingen.

Ministerier, journalsager og interessevaretagelse

Projektet baserer sig på arkivmateriale i Rigsarkivet fra Miljøministeriet, Miljøstyrelsen, Erhvervsministeriet og Industrirådet. Niklas Thode Jensen analyserer aktørernes interessevaretagelse som den afspejler sig i journalsagerne, f.eks. i interne møder, partshøringer, indhentede ekspertudredninger m.m. På den måde undersøger han idéudviklingen indefra – i det ministerielle maskinrum – i stedet for at se den udefra igennem trykte medier.

Grøn teknologi som historisk strategi

Projektet bidrager med en analyse af centrale, indre kilder til ideen om økologisk modernisering, som tidligere primært er blevet undersøgt udefra. Samtidig giver det et historisk perspektiv på debatten om Danmark som leverandør af grøn teknologi. Resultaterne formidles i både dansk og engelsksprogede tidsskrifter.

  • Jensen, N. T. (2025). Klimaet i ministeriet. Udviklingen af den første danske klimapolitik, ca. 1980-1992. Historisk tidsskrift, 125(1), 91–124. https://doi.org/10.7146/ht.v125i1.157496
  • Jensen, N. T. (2023). Røgplagen eller den snigende død. Luftforurening og sundhed i København, ca. 1920-2020. Historisk tidsskrift, 122(2), 387-422. https://doi.org/10.7146/ht.v122i2.135565
  • Jensen, N. T. (2021). Byens ånde. Luftforurening og dødsårsager i København, ca. 1800-1920. Historisk tidsskrift, 121(1), 11-46. https://doi.org/10.7146/ht.v121i1.127106
  • Jensen, N.T. (2020). Kultur- og menneskesyn. I L. Groesmeyer, N. Thode Jensen, & P. S. Ramanujam, (red.), Videnskab, oplysning og historie i Dansk Ostindien. Udvalgte skrifter af Henning Munch Engelhart (1757-1791) (s. 261-279). Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie.
  • Jensen, N. T. (2019). Translating Nature: Changes in the perception and utilization of Science in the Halle Mission in South India, c. 1706-1813. Indian Journal of History of Science, 54(4), 456-475. https://doi.org/10.16943/ijhs/2019/v54i4/49772
  • Jensen, N.T. (2018). Negotiating people, plants and empires: The fieldwork of Johann Gerhard König in South and South East Asia (1768-1785). I H. Hodacs, S. Van Damme, & K. Nyberg (red.), Linnaeus, natural history and the circulation of knowledge (s. 187-210). Voltaire Foundation, University of Oxford. https://www.voltaire.ox.ac.uk/publication/linnaeus-natural-history-and-circulation-knowledge/
  • Jensen, N.T., Simonsen, G. & Olsen, P.E. (2017), ”Reform eller revolution, 1803-48”. I P. E. Olsen (red.), Danmark og kolonierne: Vestindien: St. Croix, St. Thomas og St. Jan (s. 212-281). Gads Forlag.
  • Jensen, N. T., & Simonsen, G. (2016). Introduction: The historiography of slavery in the Danish-Norwegian West Indies, c. 1950-2016. Scandinavian Journal of History, 41(4–5), 475–494. https://doi.org/10.1080/03468755.2016.1210880
  • Jensen, N. T. (2015). The Tranquebarian Society: Science, enlightenment and useful knowledge in the Danish-Norwegian East Indies, 1768-1813. Scandinavian Journal of History, 40(4), 535–561. https://doi.org/10.1080/03468755.2015.1062046
  • Jensen, N.T. (2012). For the health of the enslaved: slaves, medicine and power in the Danish West Indies, 1803-1848. Museum Tusculanum Press. 352 s.

  • 2024- : Medlem af Netværk for moderne Miljø- og klimahistorie
  • 2021-2023: Medlem af Danish Visiting Expert Group i projektet “Field/work in the Archive: Herbaria as sites of cultural exchange”
  • 2019-2025: Internt medlem af Rigsarkivets Rådgivende Forskningsudvalg
  • 2013-2017: Vice-president of SCIEMP – Science and Empire Commission. A commission under the IUHPST (International Union of History and Philosophy of Science and Technology)