Tilbageblik: Hvordan vandt Mette Frederiksen statsministerposten?

5. oktober 2022

Tilbageblik: Hvordan vandt Mette Frederiksen statsministerposten?

Mette Frederiksen har udskrevet valg. Det betyder, at vi den 1. november skal til stemmeurnerne. I Rigsarkivet har vi mange kilder, der kan gøre dig klogere på tidligere valg. Blandt andet, hvordan det lykkedes socialdemokraterne at sikre sig statsministerposten ved valget i 2019.

alt

I dag er der udskrevet valg. Det betyder, at vi i løbet af måneden ikke kun kan se frem til efterårets smukke farver men også valgplakater i landskabet og debatter, analyser og prognoser i massevis.

Hvis du hører til en af dem, der ikke kan få nok af politik, kan du følge med på vores hjemmeside. I den kommende tid vil vi nemlig se tilbage på det seneste folketingsvalg i 2019 og dykke ned i data fra Rigsarkivets samling.

Vælgervandring fra Dansk Folkeparti

Vi lægger ud med et ret centralt spørgsmål: Hvordan lykkedes det Socialdemokratiet at sikre sig statsministerposten ved valget i 2019?

En væsentlig del af svaret på det spørgsmål finder du i tabellen herunder, og det kan koges ned til: Ved at stjæle en stor andel af Dansk Folkepartis vælgere.

Tabellen viser, hvad et repræsentativt udsnit af den danske befolkning stemte ved valgene i henholdsvis 2015 og 2019. Kun de syv store partier er taget med i tabellen og analysen.

Her kan du se, at hele 19 procent af dem, der stemte på Dansk Folkeparti i 2015, var gået over til Socialdemokratiet i 2019. Kun 1 procent af Socialdemokratiets vælgere var gået den anden vej.

Tabellen viser også, at alle de tre store partier i blå blok mistede vælgere til partier på den anden fløj, mens meget få vælgere tog turen hen over midten den anden vej.

Download Valgundersøgelsen 2019

Tallene stammer fra Den Danske Valgundersøgelse 2019, som du kan downloade fra Rigsarkivets samling af digitalt skabte data og lave dine egne analyser op til valget.

Det Danske Valgprojekt har gennemført landsdækkende repræsentative vælgerundersøgelser efter hvert folketingsvalg siden 1971. Hovedformålet med undersøgelserne er at afdække de væsentligste årsager til, at vælgerne stemmer, som de gør.

Download Valgundersøgelsen 2019 her.

Du kan finde valgundersøgelser helt tilbage fra 1971 på Rigsarkivets samling af digitalt skabte data.