Historien bag de kolde huse i Thule

Historien om tvangsflytningen af Thuleboerne i 1953 er efterhånden velkendt. For at gøre plads til bygningen og udbygningen af den amerikanske militærbase Thule Air Base blev det besluttet med tre ugers varsel, at den lokale inuitbefolkning skulle flyttes fra Uummannaq (Thule) 150 km nordpå til Qaanaaq.

Men nogle af kilderne i kildepakken om byggeriet under Grønlands modernisering føjer nye aspekter til vores viden om genhusningen af inuit. Undervejs får du også nærmere kendskab til nogle af kildepakkens arkivserier.

Læs historien om de kolde huse på grønlandsk her:

I 1953 var Navarana Sørensen seks år gammel, da hun sammen med sin familie blev flyttet fra Uummannaq. Hun fortæller om tvangsflytningen både i Anne Kirstine Hermanns bog Imperiets børn og i DRs podcast Bakspejl, Kolonien 2.

I bogen fortæller hun om de nye huse:

”Og så byggede danskerne sådan nogle små træskure i to rækker langs kysten til de mennesker, som de havde tvangsflyttet. De kunne først flytte ind hen mod september, hvor sneen var begyndt at komme, og det var koldt. Mange havde små børn og boede stadig i telte. Kun fire af husene var lange nok til, at der kunne være to rum. Vi fik også et lille hus, for vi var ikke så – hvad skal man sige – betydningsfulde. Vi fik bare et hus med ét rum til far, mor, to brødre og to søstre. Vi var seks der. Selvfølgelig var vi i forvejen vant til små boligforhold, men de havde lovet en masse, som ikke blev til noget. Vores nye hus lignede et udhus, for det havde kun ét skråt tag og ét rum. Og det var koldere end det hus, vi havde forladt, for der var ingen tørv og sten udenpå for at isolere det.” (side 265 i Imperiets børn af Anne Kirstine Hermann)

Men hvorfor blev de nye huse ikke isoleret med tørv? Svaret på det spørgsmål kan vi finde i kildepakken.

Den 28. juni 1953, en lille måned efter tvangsflytningen, gav Olav Himmelstrup, som var leder af Grønlands Tekniske Organisations arkitektkontor, et interview til Politiken. I det interview beskrev han den midlertidige lejr i Qaanaaq, hvor både grønlænderne og bygningsarbejderne boede i telte.

Om de videre planer fortalte Himmelstrup, at der skulle bygges huse efter gamle grønlandske principper med en tørvemur omkring tre af husets fire mure.

Husene skulle derudover forbedres med et indvendigt skelet af træ, som blev leveret fra Danmark. Denne type tørvemurshus var udviklet af Philip Rosendahl.

Med Olav Himmelstrups udtalelse i Politiken ser det ud til, at Rosendahl tolkede sin opgave korrekt: Han blev sendt til Grønland for at bistå Grønlandsdepartementets byggeleder med at opføre tørvemurshuse til Thuleboerne.

Rosendahl og håndværkerne nåede til Qaanaaq i midten af juli 1953. Det betød, at de havde ca. to måneder til at få bygget huse til grønlænderne, inden den grønlandske vinter holdt sit indtog. Opgaven blev ikke nemmere af, at der ikke alene skulle bygges huse i Qaanaaq, men også på de øvrige bopladser i området, hvor inuit slog sig ned.

Og Rosendahl anerkendte, at byggelederen var under tidspres. Men det var ikke hele forklaringen på, at byggeriet slet ikke blev som forventet. I en sjældent detaljeret rapport beskrev Rosendahl samarbejdet med arkitekten – eller måske snarere manglen på samarbejde.

Ifølge Rosendahl forsøgte arkitekten Erik Pedersen simpelthen at forhindre Rosendahl i at udføre sit arbejde. Pedersen delte ikke sine oplysninger med ham, og Rosendahl input blev ignoreret.

Han blev udelukket fra vigtige møder med inuit, ja, i begyndelsen af august blev han sågar nægtet plads på M/S Kaskelot – det fragtskib, der sejlede mellem bopladserne med håndværkere og byggeledere ombord.

Pedersen havde sagt til kaptajnen, at Rosendahl ”ikke måtte optage plads for tømreren”, så den gamle landsfoged skulle ikke med videre. Men Rosendahl pakkede sine ting sammen, fandt en plads i messen og nægtede at lade sig forvise fra skibet.

Ankommet med Kaskelot til Qeqertarsuaq hastede arkitekten op klokken fem om morgenen. Helt så frisk var Rosendahl ikke efter sine nat i messen. Men han blev nu heller ikke inviteret med til det møde, som Pedersen holdt med fangerne på stedet.

På mødet forklarede Pedersen, at de huse han ville bygge af træ, ville blive akkurat lige så lune som danskernes huse. Udfaldet af mødet blev, at kun én af fangerne ønskede tørvemurshus.

Der er måske ikke så meget at sige til, at Rosendahl følte sig kuppet af det tidlige morgenmøde. På sin side mente Erik Pedersen, at Rosendahl forsøgte at lægge pres på inuit for at få dem til at vælge tørvemurshuse,

Rosendahl havde allerede i juli holdt møder med lokalbefolkningen både i Qaanaaq og Qeqertarsuaq – sammen med lægen og præsten og i Qaanaaq også inspektøren for Nordgrønland. På disse møder tidligere på sommeren, hvor Pedersen ikke deltog, havde stemningen ifølge Rosendahl været for tørvemurshuse.

Både Rosendahl og Pedersen holdt altså møder med befolkningen uden den andens medvirken. Det manglende samarbejde kom ikke inuit til gode. Som Navarana beskrev, gik de en vinter i møde med kolde huse uden isolering af tørvemure og sten.

Men svingede fangernes mening om sagen virkelig udelukkende efter, hvem der søgte at overtale dem?

Fire år senere skrev Rosendahl selv i en artikel, at når han talte med grønlændere, der afviste at bygge tørvemurshuse, gik deres indvending på tidshorisonten.

Det tog meget længere tid at bygge et hus af sten og tørv, end det gjorde at bygge et træhus.

I juli 1953, hvor der stadig var to måneder til at bygge huse i, kan der have været gode grunde til at inuit ønskede tørvemurshuse.

Men i august ændrede prioriteterne sig. I september ville vinterkulden allerede være på vej, og derfor var det nu mere vigtigt at byggeriet kunne blive hurtigt færdigt.

Rosendahl berørte også både i sin beretning og i den senere artikel et andet dilemma. I den officielle beretning til Statsministeriets Grønlandsdepartement skrev han, at da først beboerne i Qeqertarsuaq havde valgt træhuse, ville Qaanaaq’erne ”ikke stå tilbage”.

I artiklen fra 1957 skrev han, at man ikke skulle ”skamme sig” over at bo i et hus med tørvemure.

Selvom inuit i hvert fald i begyndelsen var begejstrede for det tørvemurshus, som Rosendahl havde udviklet på baggrund af grønlændernes egne erfaringer, så var det nøgne træhus med det spidse tag – hvor upraktisk og koldt det end måtte være – udtryk for noget moderne.

Rosendahls kamp mod Pedersen i Thule lå i efterdønningerne af kampen mellem traditionalister og modernister både blandt grønlandske politikere og i den danske administration.

Modernisterne havde allerede vundet. Med betænkningen fra 1950, ”G50”, udstak Grønlandskommissionen af 1948 Grønlands vej ind i moderniseringen. Selve betænkningen er trykt. I kildepakken findes forhandlingsreferater og betænkningsudkast.

I det første betænkningsudkast for den del, der omhandlede boligbyggeriet, hed det blandt andet: ”I dag vil ingen grønlænder med respekt for sig selv nøjes med et hus af tørv og sten.”

Såvel betænkningsudkast som referater fra forhandlinger i Underkommission III kan du udforske nærmere i kildepakken om byggeriet i Grønland under moderniseringen. Læs også meget mere samme sted om “samarbejdet” mellem Rosendahl og arkitekt Erik Pedersen i Thule.