Den 9. april 1940: Da Danmark var i krig

Den dag, hvor Danmark blev besat af den tyske værnemagt, kæmpede danskerne mod alle odds.

Der var mindst 13-14 tyske soldater for hver dansk. Tyskerne havde det totale herredømme i luften. De havde panservogne, kampvogne og lastbiler, hvor danskerne havde motorcykler og cykler.

Og oven i købet forbød den danske regering forskydning af de danske tropper – altså at tropperne kunne rykkes til andre positioner – før tyskerne var kørt over grænsen. Den forsvarsplan, det danske militær havde lagt i forvejen, måtte derfor opgives, og de danske soldater endte med at køre om kap med tyskerne for at nå ud til deres stillinger langs de sønderjyske veje, uden tid til at grave ud til dækning for mandskab og skyts.

Det var på et hængende hår, at de danske styrker overhovedet kom i kamp. Det lykkedes kun af to årsager.

Først fordi de ledende officerer i de sønderjyske kaserner traf beslutninger den 8. og 9. april, der var forudseende og selvstændige – enkelte var endog så selvstændige, at de var i strid med ordrer ovenfra.

Dernæst fordi befalingsmænd og menige adlød deres ordrer og satte liv og lemmer på spil.  I Sønderjylland blev 11 soldater dræbt i kampene mod tyskerne. Sammen med de dræbte grænsegendarmer og civile, bliver det samlet til 19 sønderjyder, der mistede livet den 9. april. Den korte krig kostede to liv i resten af landet: to flyverløjtnanter fra Værløse.

På tysk side var der 3-5 dræbte.

Forskningsleder Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet Aabenraa, har udgivet bogen Firetimerskrigen – 9. april 1940 i Sønderjylland hos Historisk Samfund for Sønderjylland. I bogen gennemgår han hændelserne i Sønderjylland den 9. april – fra tyskernes overgang ved Kruså grænse til beslutningen til de afsluttende kampe ved Bredebro og Haderslev.

Ifølge Hans Schultz Hansen er der ingen tvivl: om morgenen den 9. april 1940 var der rigtig krig i Sønderjylland.

I udlandet var rækkevidden af den danske militære modstand velsagtens beskeden, men indenlands kunne ingen være i berettiget tvivl om, at den tyske besættelse startede med et voldeligt overfald. En kendsgerning, der stillede landsforræderiske handlinger begået i tysk interesse senere under besættelsen i et særligt skarpt lys.

Derimod lykkedes det ikke for de danske styrker i Sønderjylland at opnå deres andet mål: ”at skabe gunstige forhold for en senere kamp for nord fra tililende styrker”. Dertil var den tyske overmagt alt for stor. Og i øvrigt besluttede regeringen tidligt at indstille modstanden. Der gik imidlertid to timer fra beslutningen blev truffet til ordren nåede til de kæmpende enheder i Sønderjylland.

Beslutningen om at kapitulere var omdiskuteret i datiden og har været det siden.