Det sidste brev: En modstandsmands afsked i 1944

Den 27. april 1944 satte modstandsmanden Svend Otto Nielsen pen til papir og begyndte et brev til sin mor – det sidste brev hun ville få fra ham. Aftenen før havde den tyske besættelsesmagt dømt ham til døden for sabotage og mord.

I dag står Svend Otto Nielsens brev tilbage som et lille vidnesbyrd men en central brik af Danmarks fælles hukommelse. Et vidneudsagn om et af de smerteligste kapitler i danmarkshistorien.

Svend Otto Nielsen havde allerede på egen hånd udført sabotageaktioner, da frihedskæmperen Jens Lillelund i 1943 rekrutterede ham til modstandsgruppen Holger Danske II – en reorganiseret og udbygget version af den første Holger Danske-gruppe.

Som en del af Holger Danske II deltog Svend Otto Nielsen – under dæknavnet ”John” – i en lang række sabotageorganisationer over de næste måneder. Han var med til at stjæle våben, sprænge fabrikker og ejendomme i luften, befri tilfangetagne modstandsfolk og blev en central figur i specielt den københavnske modstand mod nazisterne.

’John’ blev gruppeleder i Holger Danske og var både med til at planlægge aktioner og træne nye modstandsfolk.

I december 1943 gik det galt. Svend Otto Nielsen og Jens Lillelund havde overnattet hos Hedvig Delbo, som flere gange havde skjult personer fra modstandsbevægelsen. Men Delbo var stikker, og da de forlod hendes lejlighed om morgenen den 7. december, var Gestapo efter dem.

Lillelund undslap, men Svend Otto Nielsen blev ramt af skud og styrtede af sin cykel. Liggende på gaden trak han sin pistol. Han skød og dræbte en mand fra Gestapo, inden tyskerne overmandede og afvæbnede ham.

De næste fire måneder sad han i Vestre Fængsel. Han fik stort set ingen lægehjælp, selvom han var blevet ramt af flere skud – bl.a. var knoglen i hans højre lår blevet knust af en kugle. Han blev gentagne gange afhørt af tyskerne, som tog hårdhændede metoder i brug.

Først efter næsten fem måneder, den 26. april, kom han for en tysk krigsret, der dømte ham til døden. Dommen blev afsagt kl. 20. Herefter gik det hurtigt. Klokken halv tre om natten blev dommen stadfæstet og tidspunktet besluttet: klokken 6 samme morgen, den 27. april, skulle han henrettes ved skydning.

Ved 3-tiden satte Svend Otto Nielsen sig til at skrive. Til anledningen havde fængselsvagterne givet ham pen og blæk i stedet for den blyant, han tidligere havde skrevet sine breve med.

Over de næste timer skrev han tre breve. Et brev til moderen. Et til storebroren og hans familie. Et til hustruen og datteren. Han forsøgte at trøste dem så godt han kunne. Bad dem om ikke at sørge for meget. Fortalte dem, at han ikke var bange.

Sin mor takkede han for de lykkelige stunder, de havde haft sammen. Håbede hun ville leve mange lykkelige år endnu. Forsikrede hende om, at ingen havde en bedre mor. “Kærligere menneske end du findes ikke.”

Det sidste brev – det til hustruen og datteren – begyndte han kvart i fem. Han var ikke længere helt rolig på hænderne, og der er små blækklatter på papiret.

Klokken 5 fik han et fad smørrebrød. Noget kaffe. En cigar. Han rørte det ikke. En halv time efter blev han hentet. På grund af det knuste ben, måtte han bæres ud af sin celle. De kørte mod Ryvangen.

Klokken blev 6.