Klimamatch er sat i søen: elever hjælper klimaforskning

5. september 2025

Klimamatch er sat i søen: elever hjælper klimaforskning

Over 250 skoleklasser deltager i Klimamatch og har allerede indtastet mere end 600.000 historiske vejrobservationer, der hjælper forskere med at forstå klimaets udvikling.

alt

Klimamatch engagerer elever over hele landet

Fortøjningerne er kastet, og Klimamatch er stævnet ud på åbent hav. Over 250 skoleklasser fra hele Danmark har allerede sat kurs mod ny viden og har verificeret mere end 600.000 historiske vejrobservationer fra gamle skibsjournaler, der findes i Rigsarkivet. Projektet gør skoleelever til aktive deltagere i klimaforskning.

Elever omsætter arkivalier til viden om klimaet

I Klimamatch spiller elever i hele landet sig til point ved at indtaste små bidder af vejrinformation fra gamle skibsjournaler. Disse historiske data hjælper forskere med at forstå klimaets udvikling over tid og er et vigtigt bidrag til forskningen i både Danmark og internationalt. Forløbet viser samtidig, hvordan historiske arkivalier kan få nyt liv i nutidig undervisning.

I spillet opbygger eleverne deres egne avatars, gennemfører missioner og samler point – både individuelt og som klasse. Det hele foregår i et digitalt læringsunivers, hvor spil og undervisning går hånd i hånd med klimaforskning som fælles mål.

En konkurrence med vind i sejlene

Klimamatch er en landsdækkende konkurrence for udskolingselever i 7.–10. klasse, hvor det gælder om at indtaste flest og mest præcise data. Klassen med den bedste indsats kan vinde 25.000 kr. til lejrskole, klassefest eller en helt særlig oplevelse. Derudover uddeles 5.000 kr. til regionsvinderne, og når konkurrencen går i havn, fejres vinderne med manér på M/S Museet for Søfart i november.

Om konkurrencen

  • Tilmelding: Konkurrencen er åben for 7.-10. klasser i Danmark, Grønland og Færøerne.
  • Varighed: Konkurrencen løber indtil 12. oktober 2025.
  • Antal lektioner: Fleksibelt – fra 1 til 10 lektioner, afhængigt af klassens engagement.
  • Platforme: Tilgængelig på både mobil og computer.
  • Vinderne offentliggøres: Den 15. oktober 2025.

Prøv en demo på KlimaMatch.dk.

Læringsunivers om Danmarks maritime arv

Klimamatch er udviklet i samarbejde med Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) som en del af projektet ROPEWALK.

Læs mere om projektet ROPEWALK.

Klimamatch byder også på et gratis læringsunivers, hvor eleverne kan kaste sig ud i spændende fortællinger om livet til søs, navigation før GPS, ekstreme vejrsituationer og betydningen af vejrobservationer. Alt sammen i et tværfagligt materiale, der især egner sig til naturfag og historie.

Citizen science og klimaforskning

Klimamatch er et eksempel på citizen science, hvor borgere – her skoleelever – bidrager til videnskabelige resultater. Ved at indtaste data fra skibsjournaler hjælper eleverne forskere med at få adgang til unikke kilder, som ellers ville tage årtier at gennemgå manuelt. Dermed bliver unge en aktiv del af den grønne omstilling og får indsigt i, hvordan forskning foregår i praksis.

Fra klasselokalet til klimadata

De mange indtastede vejrobservationer bruges direkte i klimamodeller hos DMI og andre forskningsinstitutioner. Det gør Klimamatch til et vigtigt redskab for forskere, der analyserer klimaets historiske udvikling, samtidig med at eleverne får erfaring med datahåndtering, kildekritik og samarbejde.