Ny forskning: Svindel i efterkrigstiden
Ny forskning: Svindel i efterkrigstiden
Kenn Tarbensens nye bog ’Gelindemanden og hans kumpaner’ kaster lys over efterkrigsårenes første store sag om økonomisk kriminalitet og svindel med blandt andet ejendomme i København.
Efterkrigsårenes store svindelsag
I sin nye bog ’Gelindemanden og hans kumpaner’ afdækker historiker og seniorforsker ved Rigsarkivet, Kenn Tarbensen, efterkrigsårenes første store sag om økonomisk kriminalitet. Det var en speget sag om svindel i lange baner og især om ulovligheder på ejendomsmarkedet i København.
Hovedpersonen var direktør Poul Glindemann (1901-2000), men en lang række store og små fisk medvirkede også. Glindemann selv forstod at sno sig gelinde, og derfor blev han kaldt Gelindemanden.
Fra arkivregistrering til historieformidling
Sammen med kolleger var Kenn Tarbensen omkring 2010 med til at registrere arkiver fra mere end 10.000 virksomheder, brancheorganisationer og andre aktører på Erhvervsarkivet i Aarhus.
De enorme mængder af papirarkivalier skulle registreres i Daisy, så arkiverne kan bruges af både forskere og borgere. Under registreringsarbejdet stødte han på arkivalierne fra nogle store københavnske ejendomsselskaber i 1940’erne og 1950’erne.
Der var over 1.000 æsker om Gelindemandens selskaber og sager – og de startede med en æske proppet med politiforhør, der jo pirrede min nysgerrighed
Handy og læsevenlig bog
Sagerne var komplicerede, og udsigten til at få styr på de store mængder af papirer kom til at tage tid. Ikke mindst at få det hele formidlet i en læsevenlig bog.
Men nu er bogen netop udkommet. Det er blevet en bog på knap 200 sider og i et lille handy format, udgivet på Syddansk Universitetsforlag. ”Perfekt læsning til en togrejse eller to”, siger Kenn Tarbensen, der generelt er optaget af samspillet mellem indhold og omfang.
Fra Horsens og ud i verden
Bogen begynder med Poul Glindemann og hans slægt fra Horsensegnen, hvor også relationen til kapelmesteren Ib Glindemann bliver klarlagt.
Den unge Poul var knalddygtig og fik en uddannelse i Kjøbenhavns Handelsbank, hvor han avancerede til fondschef. Den stilling forlod han, og så gik det over stok og sten med svindel under pengeombytningen efter krigen og forgæves forsøg på at overtage hæderkronede virksomheder.
Købet af Københavns Kreditbank, forfalskede tolddokumenter og et fejlslagent forsøg på at sælge danske luksusfødevarer i USA indgår blandt sagerne. Men det centrale tema var ejendommene.
Ejendomskoncernen: boligspekulant i København
Fra 1940 kom Københavns Ejendomsforvaltning Aktieselskab (KEFAS) og Hovedstadens Ejendomsselskab (HEA) til at administrere over 100 store karrébebyggelser i København. De rummede tilsammen omkring 6.000 lejligheder og små butikker på gadeplan.
Det var f.eks. ejendomme som Brigadegården, Birkedommergården, Fordreshus og Grøndalshus, der er indtegnet på planen fra 1943, der pryder bogens omslag. Nogle af ejendommene blev opkøbt ved ulovlige belåninger i pantebreve m.m., andre blev blot administreret af KEFAS og HEA.
Kumpanerne og dommen
Foruden Glindemann var revisor Erik Asner (1910-1978) og landinspektør J. Th. Oltmann (1902-1975) de centrale personer i disse selskaber, og de tre blev i 1960 sammenlagt idømt 17 års fængsel.
Men der var mange andre kumpaner, medskyldige i store og små forhold både i ejendomsselskaberne og i de øvrige sager. Det kan man forsikre sig om i bogens lange navneregister.
Se kilderne og bogen
‘Boligkort’ er guf for slægtsforskere
Ikke alt var svindel. I administrationen i KEFAS gik kontorpersonalets arbejde i det daglige med reel bogføring vedrørende de mange lejemål. De førte bl.a. boligkort for hver lejlighed og dens lejere, ind- og fraflytninger, huslejebetalinger etc. og disse kort indeholder også oplysning om lejemålenes størrelse, faciliteter m.m.
Fra ca. 1940 til et stykke ind i 1950’erne kan man derfor finde boligkort på personer – måske endda slægtninge – der har boet i en af de ca. 6.000 lejemål i den periode, hvor dette var administreret af koncernen.
Gå selv til kilderne
Find ’boligkort’ fra KEFAS
I Kenn Tarbensens bog ’Gelindemanden og hans kumpaner’ findes en oversigt over de mange ejendomme og ejendomsnummer. Når du kender ejendomsnummeret for en persons adresse, kan du bestille den rigtige æske med boligkort: