Registre over 1800-tallets ’offentlige fruentimmere’ på Arkivalieronline

28. februar 2025

Registre over 1800-tallets ’offentlige fruentimmere’ på Arkivalieronline

I 1800-tallet førte politiet register over prostituerede kvinder. Registrene fra 1833-1869 er blandt det materiale frivillige har affotograferet, så du kan se det på Arkivalieronline.

alt

Frygten for venerisk syge

I det 19. århundrede blev synet på prostituerede kvinder afgørende forandret. Prostitution havde været ulovligt siden Danske Lov fra 1665, men i 1800-tallet så man en stigende frygt for at kønssygdomme (veneriske sygdomme) ville nå et epidemisk niveau.

I samtiden var man sikker på, at prostituerede kvinder udgjorde den største fare. Altså skulle prostitutionen kontrolleres, hvis kønssygdommene skulle bekæmpes.

Overvågning og kontrol med prostituerede kvinder

Politiets første tiltag var et uofficielt kontrolsystem fra 1815, hvor de prostituerede blev opført i en hemmelig protokol, så de kunne kontrollere, at kvinderne jævnligt blev undersøgt for kønssygdomme. Senere blev den kontrol skrevet ind i loven, og fra 1874 til 1906 blev den reglementerede prostitution indført i København. Politiet førte opsyn med de prostituerede, der jævnligt blev tvangsundersøgt for kønssygdomme, ligesom de blev underordnet særlige bordeller

I Københavns Politis Politirapporter om offentlige fruentimmere kan man følge kvindernes gøren og laden gennem rapporter, der fortæller hvornår de flytter og hvorhen, om de bliver behandlet for kønssygdomme etc.

I politiets arkiver ligger også et fotoalbum over offentlige fruentimmere. Fotografierne er formentlig afleveret af kvinderne selv til politiet i forbindelse med ønsket om at blive slettet fra protokollen og dermed ophøre med at være offentlige prostituerede. Kvinderne kunne først blive slettet af protokollen, når de kunne bevise at de kunne ernære sig ved andet arbejde, eller når de blev gift. Fotografierne er hovedsagelig optaget i 1860’erne og 1870’erne af forskellige fotografer. De fleste af kvinderne kan identificeres, idet politiet på bagsiden har noteret oplysninger om navn, fødselsdata m.m.

 

Nyt på Arkivalieronline

Registrene over Offentlige Fruentimmere er en del af det materiale som frivillige har affotograferet hos Rigsarkviet, så materialet kan blive frit tilgængeligt for alle via Arkivalieronline.

Du kan følge med i hvilke nye materialer der kommer på Arkivalieronline – både fra Rigsarkivets scanning og fra de frivillige fotografer.

Se listerne med nye digitaliseringer her.