Slægtsforskning på internettet – Kom godt i gang!

Slægtsforskning på internettet - Kom godt i gang!

Der er mange muligheder for at slægtsforske via internettet.

alt

En stor del af de mest centrale arkivalier er tilgængelige på internettet, enten i scannet form eller i søgbare afskrifter. Via internettet er det også muligt at møde ligesindede og udveksle oplysninger, eller få hjælp til at løse problemer.

Originale arkivalier på internettet

På Arkivalieronline stiller Rigsarkivet kirkebøger, folketællinger og andre arkivalier til rådighed i indscannet form. Du kan ikke lave søgninger i de indscannede arkivalier. Du må lede efter personer i de digitaliserede arkivalier, på samme måde som du leder efter dem i de originale arkivalier.

Rigsarkivet stiller hele tiden flere og flere digitaliserede arkivalier til rådighed over internettet. Ud over på Arkivalieronline kan du også finde indscannede arkivalier via arkivdatabasen Daisy.

Gå til Arkivalieronline

Gå til arkivdatabasen Daisy

Indtastede arkivalier på internettet

Dansk Demografisk Database

Frivillige har indtastet bl.a. folketællinger og kirkebøger, som er blevet lagt i en fælles database, Dansk Demografisk Database (DDD). Der bliver stadig tastet flere oplysninger ind i databaserne. Indtil videre kan du søge efter enkeltpersoner på landsplan i folketællingerne 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850 og 1880. Desuden er der mange spredte indtastninger fra øvrige folketællingsår.

Via DDD er der ligeledes mulighed for at søge efter personer, der er udvandret fra Danmark (Det Danske Udvandrerarkiv), eller som er indvandret til Danmark (Immigrantmuseet).

Søg i Dansk Demografisk Database

Rigsarkivets indtastningsportal

I Rigsarkivets indtastningsportal indtaster frivillige også bl.a. dødsattester, pasprotokoller og arkivalier fra Den kgl. Pleje- og fødselsstiftelses arkiv.

Se en oversigt over alle indtastningsprojekterne på indtastningsportalen her

Søg i Rigsarkivets indtastningsportal via Søg i samlingerne

Søg efter arkivalier på internettet

Rigsarkivets samlinger indeholder mange, mange flere arkivalier end dem du kan benytte online. Disse arkivalier skal benyttes på arkivets læsesale. Men du kan benytte arkivdatabasen Daisy til at søge efter Rigsarkivets arkivalier.

Arkivdatabasen Daisy

I arkivdatabasen Daisy kan du finde oplysninger om Rigsarkivets samlinger, og du kan bestille arkivalier til brug på en læsesal. En del af arkivalierne er indscannede og kan ses online via link fra arkivdatabasen Daisy. Indscannede arkivalier kan ikke bestilles til brug på læsesalene.

Søg efter arkivalier i arkivdatabasen Daisy

Hjemmesider for slægtsforskere

Der findes mange hjemmesider for slægtsforskere. Den største er mormonernes internationale FamilySearch, der indeholder store mængder slægtshistoriske data – primært naturligvis fra andre lande, men også mange om danske familier.

Ancestry Library er en international database fyldt med informationer, som er nyttige for slægtsforskere og andre historieinteresserede.

Der findes et utal af hjemmesider, der indeholder forskellige typer af egns-, slægts- eller emnespecifikke søgemidler, og der kommer hele tiden nye til.

Gå til FamilySearch

Gå til Ancestry Library

Slægtsforsker-fora

Internettet er et godt sted at møde ligesindede og udveksle oplysninger eller stille spørgsmål i direkte dialog.

I Danmark findes for eksempel foreningen Danske Slægtsforskeres Forum, hvor der er forskellige muligheder – du kan for eksempel bede om gode råd til at finde aner på “Aneefterlysning” eller hjælp til at læse en håndskreven kilde på “Hjælp til Tydning”.

Gå til DS Forum

Nyttige links